Aunings rutinerede målmand Martin Bytoft Laursen, der i en yngre udgave spillede ti divisionskampe for Randers FC, skal vise vejen for sine yngre medspillere i lørdagens vind-eller-forsvind-kamp. Foto: Lars Norman Thomsen

Aunings rutinerede målmand Martin Bytoft Laursen, der i en yngre udgave spillede ti divisionskampe for Randers FC, skal vise vejen for sine yngre medspillere i lørdagens vind-eller-forsvind-kamp. Foto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold - Serie 2:

Lørdag ved Auning om det bliver en dreng eller en pige

En sejr i lørdagens hjemmekamp mod Aarhus Fremad, og Auning spiller også i Serie 2 efter nytår

Af
Af Lars Norman Thomsen

Lørdag klokken 10.30 løber Aunings spillere ind på Auning Stadion til opgøret mod Aarhus Fremad, og hjemmeholdets spillere kender betingelserne.
En sejr betyder, at der kan knappes øl op i omklædningsrummet umiddelbart efter kampen, fordi en ny sæson i Serie 2 er sikret.
Uafgjort eller nederlag betyder, at Aunings spillere skal bide negle frem til klokken 15.05, hvor de to eneste duellanter til nedrykning, Aastrup-Hammelev og IF Midtdjurs, har færdigspillet deres kampe.
Før sidste spillerunde ser stillingen således ud:

  • Auning: 11 point
  • Aastrup-Hammelev: 10 point
  • IF Midtdjurs: 10 point
Aastrup-Hammelev møder ude Hornslet, mens IF Midtdjurs hjemme møder Grenaa.
  • Holder den nuværende stilling, rykker IF Midtdjurs ned i Serie 3, fordi holdet er et mål dårligere end IF Midtdjurs i indbyrdes kampe.
  • Slutter alle tre med samme pointantal 11, bliver Auning sorteper, fordi holdet er dårligst i det indbyrdes regnskab de tre klubber imellem.
  • Auning kan ikke tåle at slutte lige med hverken IF Midtdjurs eller Aastrup/Hammelev, fordi holdet er dårligst indbyrdes mod begge klubber.
"Vi er klar over kampens betydning og håber naturligvis, at vi selv kan afgøre tingene, så vi ikke er afhængige af de andre resultater," siger Aunings cheftræner Claus Svenningsen.

Vivilds to målskytter i opgøret mod Auning, Jonas Bossow (tv) og Jimmi Hansen. Foto: Kurt Enevoldsen

Vivilds to målskytter i opgøret mod Auning, Jonas Bossow (tv) og Jimmi Hansen. Foto: Kurt Enevoldsen

Håber på Mogens Laursen

Claus Svenningsen håber, at den tidligere U-landsholdsspiller og superligaspiller i både Randers FC og FC Midtjylland, Mogens Laursen, bliver klar til sæsonens sidste kamp, fordi veteranen med sin rutine kan blive kampafgørende.
"Vi har døjet med skader hele året, blandt andet hos Anders Friis Laursen. og det er sådan, det er. Vi skal nok få stillet et fornuftigt hold," lover Claus Svenningsen.
Anders Friis Laursen er med igen, men er endnu ikke i den fornødne fysiske form til at spille 90 minutter. Den elegante venstrebensspiller er dog fortsat en herre, der kan afgøre fodboldkampe, selvom hans oktantal ikke er i zenith.
Auning har hele 2016 måttet undvære en klassespiller som Bobby Brix, der døjer med en muskelskade, og det har af indlysende årsager været en klar svækkelse at være uden den tidligere eliteungdomsspiller i AGF, hvor han som senior også opnåede flere kampe på klubbens daværende 2. divisionshold.
"Jeg taler af og til med Bobby Brix, og han håber at blive klar til næste sæson," siger Claus Svenningsen, der fortsætter i hele 2017 som cheftræner i Auning.
"Alt fokus er lige nu rettet mod lørdagens meget afgørende kamp, og herefter evaluerer vi sæsonen og begynder at tænke på næste år," siger cheftræneren, der kan glæde sig over, at klubbens andethold i Serie 5 har sikret sig oprykning til Serie 4.
"Det er en flok unge fyre som træner stabilt. Det bliver spændende at følge holdet i en højere række."
 

Tabte på scoring i overtiden

Auning tabte i sidste weekend lokalopgøret til det kommende Serie 1 hold, Vivild, med 2-1 (0-0) på Langhøj Idrætscenter.
Jimmi Hansen bragte Vivild foran 1-0 efter 53 minutter. Aunings dygtige iscenesætter Christian Dahl Andersen udlignede syv minutter senere direkte på hjørnespark, hvor han med hjælp fra vinden fik puttet bolden i mål ved forreste stolpe uden, at Vivilds målmand Lasse Pedersen kunne gøre andet end at slå bolden ind i sidenettet.
Vivilds Jonas Bossow scorede sejrsmålet i overtiden.
"Hvert hold havde en halvleg. Vi var bedst før pausen, hvor vi havde medvind, mens Auning styrede efter pausen, da de fik vinden i ryggen. Uafgjort havde nok været det mest retfærdige resultat," siger Vivilds cheftræner Dennis Holdgaard, der havde både Frederik Bjerregaard og Casper Moltke Christiansen med på holdet.
Dermed er de to ikke med, når Vivilds andethold i Serie 4 lørdag møder rækkens duks, Lisbjerg, på Langhøj Idrætscenter. Det er heller ikke Dennis Holdgaard og en anden veteran, Martin Kragebæk (holdleder på førsteholdet).
Spillerne kan ikke rykkes lovligt ned, fordi Vivilds førstehold har færdigspillet turneringen.
Vivild har ellers fortsat muligheden for at rykke op i Serie 3, hvis holdet vinder over Lisbjerg og TRIF samtidig taber.
"Vi spiller selvfølgelig for at vinde, men vi er glimrende tilfredse med sæsonen allerede, og oprykning til Serie 3 har aldrig været et mål for os," siger Dennis Holdgaard.
 

Publiceret 26 October 2016 19:23