Rougsø FF indtager med fire spillerunder tilbage tredjepladsen i Serie 3-rækken med 18 point. Der er syv point ned til en nedrykningsplads. Arkivfoto

Rougsø FF indtager med fire spillerunder tilbage tredjepladsen i Serie 3-rækken med 18 point. Der er syv point ned til en nedrykningsplads. Arkivfoto

Seriefodbold - Serie 3:

Målmandsreserve var Rougsø FF's bedste i 2-0 nederlag

Rougsø FF uden midtbanemotoren Søren Bai leverede en af sæsonens mindre prangende præstationer i lørdagens udekamp mod Svenne Poulsen & co.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Rougsø FF kunne med en sejr over Langå i lørdagens udekamp lægge op til et brag af en topkamp på lørdag hjemme mod rækkens duks Hadsten SK.
Det bliver der imidlertid ikke noget af, for Rougsø FF uden målmand Thomas Bækgaard og stærke Søren Bai på midtbanen og med kun to udskiftningsspillere, andetholdets topscorer Anders Bach og en småskadet Jannick Nielsen, tabte med 2-0.
"Bedst på dagen var Nicklas Nygaard i målet, mens resten af holdet havde en kollektiv offday. Indsats og indstilling kunne have været bedre, og det samme kan siges om evner og omtanke," siger cheftræner Jesper Møgelvang om præstationen.
"Langaa kom ud til kampen som lyn og torden, og vi var virkeligt i uvejr i kampens indledning. Vi blev presset helt tilbage, og hjemmeholdet spillede sig frem til den ene afslutning efter den anden. Heldigvis var vores reservemålmand Nicklas Nygaard vågen i målet, og han endte også med suverænt at blive kåret som kampens spiller efterfølgende."
Langå spillede med musklerne og sad totalt på de første 45 minutter.
Det hårde spil tvang Møgelvang på banen hele fem gange før pausen for at tilse spillere, der havde været en tur i græsset.
"Rene Thorngaard og Mikkel Fisker måtte have pause på bænken, mens Jesper Thomsen måtte blive ude med forstyrrelser af synet på det ene øje efter en hård duel," forklarer cheftræneren.
 

"Rystende usikker dommer"

Jesper Møgelvang var ikke tilfreds med manden med fløjten.
"Han var rystende usikker og havde tilsyneladende glemt de gule kort i omklædningsrummet."
Langå kom foran et minut før pausen, da Kristian Olesen headede et frisparksindlæg fra den tidligere superligaspiller Svenne Poulsen i nettet.
Angriberen Kenn Mortensen bragte efter 50 minutters spil hjemmeholdet foran med 2-0 på oplæg fra den tekniske dygtige midtbanespiller Mikkel Hougaard.
"Langaa overlod os mere og mere af initiativet mod slutningen, men vi havde fortsat svært ved at tilspille os de helt store muligheder. Et kvarter før tid fandt den uerfarne dommer endelig en lejlighed til at udvise en af hjemmeholdets spillere i ti minutter, og nu fik vi etableret et powerplay, men desværre lykkedes det os ikke at score, selv om vi pressede godt på," fortæller Jesper Møgelvang.
"Vi kunne ikke hamle op med Langaas fysik og vilje, men vi må selvfølgelig se at komme op på hesten igen, og det kan vi passende gøre på lørdag mod Hadsten SK hjemme på Ørsted Stadion, hvor vi ikke har tabt i hele 2016."
"Vi har nu tre kampe mod Hadsten SK, Ådalen IF og NVUI til at få hevet røven i land, så vi ikke skal ud i en nervepirrende kamp i sidste runde på udebane mod HOG Hinnerup."

Lørdag d. 1/10 kl. 13.00 på Langaa Stadion:

S3: Langaa IK - Rougsø FF 2-0 (1-0)

Holdopstilling: Nicklas Nygaard - Jesper Thomsen, Jonas Kusk, Mikkel Knudsen, Mikkel Fisker - Anders Lindegaard, Søren Bugge, Lars Thomsen (anf.), Mads Kusk, Rene Thorngaard - Søren Jakobsen samt Anders Bach og Jannick Nielsen

Man of the match:
1. Nicklas Nygaard - 11
2. Mads Kusk - 2
3. Anders Lindegaard - 1  

Publiceret 03 October 2016 06:15