Cheftræner Dennis Holdgaard (tv) sammen med Vivilds ny målmand og spillende assistenttræner Lasse Pedersen. Foto: Kurt Enevoldsen

Cheftræner Dennis Holdgaard (tv) sammen med Vivilds ny målmand og spillende assistenttræner Lasse Pedersen. Foto: Kurt Enevoldsen

Seriefodbold:

Tidligere divisionsmålmand klar for Vivild

Den tidligere FC Djursland-målmand Lasse Pedersen bliver spillende assistenttræner og ankermand i traditionsklubben

Af
Af Lars Norman Thomsen

Vivild har fundet en værdig afløser på målmandsposten for Christian Rygaard, der er vendt hjem til FC Djursland.
Afløseren, Lasse Pedersen, har også en fortid i FC Djursland og var med, da overbygningsholdet spillede i både Danmarksserien og 2. division.
Christian Rygaard og Lasse Pedersen dannede i en lang periode sammen målmandsduo hos FC Djursland med sidstnævnte som førstemålmand.
"Vi tog en snak med Lasse her i vinterpausen for at fortælle ham om vores projekt i Vivild, og vi spurgte, om han kunne se sig selv i det," fortæller Vivilds nye cheftræner Dennis Holdgaard.
"Jeg kender Lasse fra tidligere, og ved, hvad han står for. Derfor var det dejligt, at han sagde ja til at spille i Vivild, hvor jeg er sikker på, at han vil passe godt ind," siger Holdgaard.
Lasse Pedersen, 28 næste gang, bor i Auning, hvor han har spillet som ungdomsspiller, før han prøvede evnerne af i Randers Freja.
Han skiftede herfra til Nørager som juniorspiller. Som senior har han spillet i Auning, FC Djursland, Nørager og senest i Lystrup, hvor han opnåede en lille håndfuld kampe i Danmarksserien, men primært blev benyttet som reserve, fordi han for det meste kun kunne træne en gang om ugen på grund af arbejde på Sjælland.
"Vi har aftalt med Lasse, at han bliver spillende assistenttræner og min sparringspartner," siger Dennis Holdgaard, der inden længe regner med at få tilknyttet en målmandstræner til klubben.
Sammen med Casper Moltke og Jonas Bossow bliver Lasse Pedersen alderspræsidenterne i den særdeles unge trup.

22 omklædte mand klar til første træningspas på kunstgræsbanen i Vivild. I den sorte vams er det førsteholdets holdleder Bjarne Poulsen. Foto: Kurt Enevoldsen

22 omklædte mand klar til første træningspas på kunstgræsbanen i Vivild. I den sorte vams er det førsteholdets holdleder Bjarne Poulsen. Foto: Kurt Enevoldsen

24 mand til appel

Lasse Pedersen var blandt de fremmødte til lørdagens nytårsappel sammen med 23 andre spillere. Otte mand havde meldt afbud grundet arbejde, ferie, sygdom eller håndbold.
"Emil Mortensen og Martin Kragbæk nøjedes med at kigge på," fortæller Dennis Holdgaard, der var glad for at hilse på Emil Mortensen som også har en fortid i FC Djursland.
"Der går dog cirka fire måneder, før Emil kan være med igen efter, at han i efteråret 2015 blev opereret i knæet," siger den ny cheftræner.
Dennis Holdgaard savnede Laurtiz Hørby fra sidste sæsons trup. Hørby, der bor i Aarhus, har de seneste sæsoner spillet lidt i SIF Assentoft Hørning og lidt i Vivild. I den kommende sæson ser det ud til, at han vil spille i SIF Assentoft Hørning.
"Vi er fortsat i dialog med ham og håber, at han ombestemmer sig," siger Dennis Holdgaard.
Han får Bjarne Poulsen som holdleder for førsteholdet i Serie 1, mens Kasper Hvid Andersen suppleres af Martin Kragbæk i lederstaben omkring andetholdet i Serie 4.

Publiceret 25 January 2016 16:09