Blanketgaarden fra Vivild var DM-stævnets helt store overraskelse. Foto: Martin Schultz

Blanketgaarden fra Vivild var DM-stævnets helt store overraskelse. Foto: Martin Schultz

Indefodbold:

Lokale hold var kun marginaler fra DM-finale

L-tek og Blanketgaarden tabte begge på Golden goal afgørelser i semifinalerne ved DM i indefodbold i Grenaa Idrætscenter

Af
Af Martin Schultz

De to lokale hold, L-tek fra Nørager og Blanketgaarden fra Vivild, var kun marginaler fra at skabe den helt store overraskelse ved DM i indefodbold, som lørdag eftermiddag og aften blev afviklet i Grenaa Idrætscenter med deltagelse af landets ti bedste indendørshold.
L-tek og Blanketgaarden spillede sig nemlig begge i semifinalen og kunne i bedste fald have mødt hinanden i finalen, men holdene fra Nørager og Vivild tabte deres kampe til de topseedede hold fra Sjælland, MD Rustfri og Saxo Bank.
Men begge kampe stod uafgjort ved udløbet af den ordinære spilletid, hvorefter der skulle spilles til først scorede mål, en såkaldt Golden goal-afgørelse.
Begge de lokale hold var i boldbesiddelse, da overtiden gik i gang og var meget tæt på at afgøre semifinalen til deres fordel. Men ind ville bolden ikke, og så var det i begge semifinaler de meget boldsikre hold fra Sjælland, som scorede sejrsmålet.
I finalen besejrede MD Rustfri det topseedede hold Saxo Bank med 3-2 på tre mål af Rishøj-spilleren Dennis Schmidt, som efterfølgende blev kåret til DM-stævnets bedste spiller.

MD Rustfri med spillere fra København og Sjælland blev ny Danmarksmester i indefodbold. Foto: Martin Schultz

MD Rustfri med spillere fra København og Sjælland blev ny Danmarksmester i indefodbold. Foto: Martin Schultz

L-tek og Blanketgaarden mødte hinanden tre gange

I kampen om 3. pladsen var gassen gået af de unge talenter fra Blanketgaarden, som var DM-stævnets helt store overraskelse. Holdet fra Vivild var kommet med på stævnets eneste wildcard, men kvitterede for tilliden ved at spille et flot DM og imponerede med offensivt og pågående spil.
I trøstfinalen vandt L-tek med 9-3 over Blanketgaarden i en kamp, som mest vil blive husket for at L-teks Matias Fjeldal Olsen scorede samtlige L-teks ni mål og på den måde fik knebet sig ind foran MD Rustfris Nikolaj Krag og blev DM-stævnets topscorer.
L-tek og Blanketgaarden mødte hinanden tre gange i løbet af DM-stævnet: først i det indledende gruppespil, hvor L-tek vandt med 7-3 på et tidspunkt, hvor Blanketgaarden allerede havde kvalificeret sig til finalerunden efter blandt andet at have besejret Saxo Bank.
L-tek og Blanketgaarden mødte også hinanden i finalerundens første kamp. I en højspændt kamp med to store fangrupper på lægterne spillede de to lokalrivaler uafgjort 3-3.
I den sidste kamp om 3. pladsen havde Blanketgaarden ikke mere at skyde med, da L-tek vandt med 9-3 ved at hugge bolden fra de offensive Vivildspillere og derefter smide den over stregen op til Matias Fjeldal Olsen, som sagde pænt tak ved at score ni gange.
”Vi var godt tilfredse med vores indsats. Det var marginalerne, der afgjorde, at vi ikke kom i finalen,” sagde L-teks Michael Jensen og Blanketgaardens Frederik Bjerregaard samstemmende efter DM-stævnet.
Læs mere om DM-stævnet i Lokalavisen Norddjurs

L-tek fra Nørager fik en velfortjent 3. plads ved DM-stævnet i Grenaa Idrætscenter. Foto: Martin Schultz

L-tek fra Nørager fik en velfortjent 3. plads ved DM-stævnet i Grenaa Idrætscenter. Foto: Martin Schultz

DM i indefodbold

 

1. MD Rustfri

2. Saxo Bank

3. L-tek

4. Blanketgaarden

5. Min Købmand Thyborøn

6. Hobro Apotek

Publiceret 18 January 2015 19:46