Der er grøde i håndbolden i Vivild, og det kommer til udtryk ved søndagens hjemmestævne.

Der er grøde i håndbolden i Vivild, og det kommer til udtryk ved søndagens hjemmestævne.

Håndbold:

Vivild klar til forjul hele søndagen

Vivild Hallen vil emme af håndbold og julestemning fra klokken 9.30 til 21 i dag søndag

Af
Af Lars Norman Thomsen

Vivild IFs håndboldafdeling gør noget ekstra ud af sæsonens sidste hjemmestævne søndag, hvor alle klubbens hold kommer på halgulvet.
"Vi sørger for god og hyggelig julestemning i hallen hele dagen," lover Carsten Holvad, håndboldformand i Vivild.
Det bliver med speak før og under kampene, julelotteri og julemusik.

Grøde i håndbolden

Vivild har de senere år fået skabt en god håndboldtradition i tæt samarbejde med Vivild Gymnastik &  Efterskole, hvor Carsten Holvad er forstander og håndboldtræner.
Efterskolen kan selv mønstre fire hold i U16 årgangen,  et drenge- og et pigehold i U16 2. division og et drenge- og pigehold i U16 A.
De fire mandskaber afslutter søndagens hjemmestævne,  hvor den første kamp spilles klokken 9.30, og den sidste er færdigspillet klokken 21.
"Vi er kommet rigtig godt i gang med håndbolden i Vivild igen i denne sæson," siger Carsten Holvad.
"Det så ellers lidt trægt ud i september, men mange børn og unge er kommet i gang siden."
Unge fra  Vivild Gymnastik &  Efterskole laver hver torsdag boldbasis for de ældste børn i den lokale børnehave. Det sker sammen med lærer Janne Byskov.
"Børnene og de unge  nyder det og har det rigtigt sjovt," siger Carsten Holvad.

Stærk spindeside

Vivild er især godt kørende på spindesiden med hold i samtlige rækker.
Hos U10 piger består truppen af hele 20 spillere, og det kører også fint hos både U12 og U14.
U16 pigerne i 2. division har spillet et flot efterår og er sikre på at slutte sæsonen på andenpladsen.
Søndag kan holdet krone sæsonen yderligere med en god præstation, når rækkens suveræne tophold, Team Favrskov, gæster Vivild Hallen klokken 15.25. I de to klubbers første møde vandt topholdet med hele 32-17.
U18 pigerne, der spiller i A-rækken,  skal også spille topopgør søndag.
Ebeltoft er modstanderen. De to har samme antal point, 20, før sidste spillerunde, men da Vivild vandt de to klubbers første indbyrdes møde tidligere i sæsonen med 23-20, kan Vivild pigerne nøjes med det ene point i søndagens kamp og så alligevel fejre juleferie på en førsteplads.
På drengesiden stiller Vivild hold hos U10 og U12.
De ældste kommer på halgulvet søndag, når Vivild møder Nørre Djurs HK.

Publiceret 14 December 2014 09:57