Henrik Angermair slutter tre års virke som cheftræner i Vivild, når sidste kamp i efteråret er færdigspillet. Arkivfoto.

Henrik Angermair slutter tre års virke som cheftræner i Vivild, når sidste kamp i efteråret er færdigspillet. Arkivfoto.

Seriefodbold:

Sidste tur med kliken for Eriksen og Angermair

Både Auning og Vivild skal skifte ud på cheftrænerposten, når denne sæson er et overstået kapitel

Af
Af Lars Norman Thomsen

De gamle arvefjender, Auning og Vivild, udgør det djurslandske islæt i Serie 2 i denne sæson.
Fælles for begge klubber er, at de begge skal bruge efteråret til at kigge sig om på det lokale trænermarked.
I Auning stopper cheftræner Kasper Eriksen på posten efter tre års virke, og i Vivild takker cheftræner Henrik Angermair også af efter at have haft ansvaret for "de grønne" i ligeledes tre år.
 
 
 

Aunings cheftræner Kasper Eriksen slutter i Auning til november for at genoptage sin dommergerning. Arkivfoto.

Aunings cheftræner Kasper Eriksen slutter i Auning til november for at genoptage sin dommergerning. Arkivfoto.

Vil gerne dømme igen

Aunings Kasper Eriksen har aftalt med familien, at han holder kalenderen helt fri for træneraftaler i 2015, og selv ikke et tilbud fra FC Barcelona vil kunne omgøre denne beslutning, fastslår han.
"Jeg skal ikke træne i 2015 og sikkert heller ikke i 2016. Hvis der kommer et spændende tilbud i 2016, kan det da godt være, at jeg seriøst vil overveje det, men så langt tænker jeg slet ikke endnu," siger Kasper Eriksen.
Han var, før han koblede sig på trænergerningen, en af Djurslands bedste fodbolddommere, og nu har han fået lyst til at pifte i fløjten igen.
"Jeg starter som dommer igen fra årsskiftet, for jeg har savnet at komme rundt på de forskellige stadions og dømme en god fodboldkamp," siger Kasper Eriksen.
I Auning er Dennis Holdgaard spillende assistenttræner, og han kunne være et bud på en afløser på cheftrænerposten.
"Jeg har slet ikke snakket med Dennis om, hvad han har af planer, eller hvad klubben har, men i min optik vil han være et godt bud på min afløser," siger Kasper Eriksen.

Enige om at tre år er passende

Henrik Angermair, der bor i Aarhus, er enig med Vivilds fodboldledelse om, at der skal nyt blod til på cheftrænerposten fra årsskiftet.
"Der er intet dramatisk i, at jeg stopper. Klubben og jeg er fuldt ud enige om, at tre år er passende for denne gang," siger Henrik Angermair.
Han er glad for at være i Vivild og bifalder det store engagement og klubkulturen, som mange frivillige ledere bidrager til.
"Jeg kan også fornemme ude omkring, at der bliver talt pænt om klubben, og at mange trænere har stor lyst til at komme til Vivild," siger Henrik Angermair.
Han har knyttet den tidligere divisionsspiller i blandt andet Skovbakken, Paulo Maciel, til Vivild som spillende trænerassistent, men han har ikke snakket med Vivild-topscoreren om, hvad han har af planer fra årsskiftet.
"Selv vil jeg gerne fortsætte med at træne, men endnu er der ikke noget på plads, og der har heller ikke været tilløb til et nyt trænerjob," siger Henrik Angermair.

Publiceret 12 August 2014 10:26