Jakob Hørning (tv.) kom på måltavlen hos Vivild i lørdagens udekamp mod Nielstrup/Voldum. Sebastian Stær (th.) må Vivild undvære i det meste af denne sæson. Arkivfoto.

Jakob Hørning (tv.) kom på måltavlen hos Vivild i lørdagens udekamp mod Nielstrup/Voldum. Sebastian Stær (th.) må Vivild undvære i det meste af denne sæson. Arkivfoto.

Seriefodbold:

Vivild tørster efter en sejr

For fjerde gang i træk måtte Vivild i Serie 2 forlade banen uden alle tre point, da det kun blev til 1-1 ude mod nyoprykkede Nielstrup/Voldum

Af
Af Lars Norman Thomsen

Vivilds spillere og trænerstab var vildt skuffede efter lørdagens udekamp mod Nielstrup/Voldum, som gæsterne egentlig følte, at de havde haft i deres hule hånd frem til det 92. minut, hvor stillingen var 1-0 til Vivild.
Hjemmeholdet blev i de døende sekunder tilkendt et hjørnespark - forkert dømt efter assistenttræner i Vivild, Jesper Møgelvangs, opfattelse. Det var Nielstrup/Voldums spillere ligeglade med. De udnyttede standardsituationen til at udligne til 1-1.
"Scoringen ødelagde totalt dagen for os, men vi kan kun takke os selv for ikke at afgøre kampen i tide mod et svagt spillende hjemmehold," lyder det selverkendende fra Møgelvang.
Vivilds cheftræner Henrik Angermair var dybt skuffet efter kampen ligesom spillerne, der efter to storsejre i sæsonens to første kampe, ikke har smagt sejrens sødme siden i de følgende fire.

Det har betydet, at nedrykkerne fra Serie 1. Søften GF, er stukket fra de øvrige hold i Serie 2 og topper rækken med maksimumpoint 15 for fem kampe, Vivild har på tredjepladsen 9 point men for en kamp mere.
 

Ikke Paulo Maciels dag

I lørdagens opgør var de første 45 minutter lidt af en ørkenvandring, ifølge Jesper Møgelvang.

"Men vi havde trods alt 3-4 gode forsøg mod det forholdsvis svage hjemmehold."


Det var imidlertid ikke topscorer Paulo Maciels dag. Han forsøgte sig mange gange i løbet af kampen, men heldet var ikke med ham.

Det havde til gengæld Jakob Hørning, der udnyttede et større klumpspil i feltet til at bring Vivild foran 1-0 i det 68. minut.
Vivild fortsatte med at producere chancer. Lynhurtige Jimmi Hansen kunne have lukket ballet to gange -  i det 84. minut, hvor han skød på stolpen, og i det 91. minut, hvor han brændte en direktør.

De skuffede gæster møder lørdag klokken 16 på Langhøj Idrætscenter ubesejrede Langå, der også er nedrykker fra Serie 1.

Langå trænes af Jørn Rasmussen, tidligere træner for Grenaas Jyllandsseriehold og Allingåbros daværende førstehold i Serie 3.




 

Fakta: Holdopstilling

Vivild stillede med følgende hold i opgøret mod Nielstrup/Voldum:
Benjamin Bendixen - Kasper Pedersen, Frederik Bjerregaard, Morten Tolbod, Emil Thyre - Frederik Espensen, Niklas Mathiesen (anf.), Jakob Hørning, Magnus Glinvad, Jimmi Hansen - Paulo Maciel - Bænk: Thomas Thorngaard og Chris Christensen og Niels Krogsgaard (ikke benyttet). Lauge Feldskov måtte melde forfald efter opvarmningen.

Publiceret 06 May 2014 14:12