Nøragers spillende assistenttræner Martin Andersen magter kunsten at slå et indlæg med lukkede øjne. Da han gjorde det i det 55. minut, brugte Rasmus Nørgaard det gode oplæg til at udligne. Arkivfoto.

Nøragers spillende assistenttræner Martin Andersen magter kunsten at slå et indlæg med lukkede øjne. Da han gjorde det i det 55. minut, brugte Rasmus Nørgaard det gode oplæg til at udligne. Arkivfoto.

Lokalavisen Cup:

Lasse Jensen tabte kasketten

Nørager klarede 2-2 mod Dronningborg trods en mand i undertal det meste af anden halvleg

Af
Af Lars Norman Thomsen

Efter to nederlag i træk skulle Nørager forsøge at finde modtræk mod et nyt af et slagsen i søndagens udekamp mod Dronningborg i Serie 1.
Starten så også fin ud, men så smed dommeren Nøragers lille midtbaneprofil Christian Mørch ud med gult kort i det 18. minut.
Det udnyttede hjemmeholdet prompte, da et afrettet skud fra kanten af feltet snød målmand Rene Jespersen og trillede langsomt i mål.
"Vi var for passive i den situation," vurderer cheftræner Allan Haslund.
Umiddelbart efter, at Christian Mørch var kommet på banen igen, fejlbedømte Rene Jespersen et indlæg, der fik lov til at sejle i mål.
"Et klart drop af Rene, mere er der egentlig ikke at sige om det, men en målmand kan også lave fejl, og det sker heldigvis sjældent for vores," noterer Haslund.
Inden pausen fik Nørager reduceret på et flot hovedstødsmål af Søren Bai, der pandede et præcist indlæg fra Ole Jensen sikkert i mål. 
 

Fornem fight

I pausen udskiftede Allan Haslund både Christoffer Frandsen og Christian Mørch med Rasmus Nørgaard og Lasse Jensen.
Sidstnævntes indhop blev dog kun af kort varighed, for efter en batalje nær det ene hjørneflag slog Lasse Jensen ud efter en modspiller, der havde forsøgt at omklamre ham.
Rødt kort og exit Jensen.
"Lasse undskyldte bagefter, at han tabte kasketten i den situation, så det er bare at lære af det og så videre til næste kamp for hans vedkommende," siger Allan Haslund.
De tilbageværende ti lod sig dog ikke slå ud, og i det 55. minut serverede Martin Andersen et perfekt indlæg til Rasmus Nørgaard ved forreste stang, som flot lagde bolden over i det lange hjørne til udligning 2-2.
"Resten af kampen var Dronningborg mest på bolden, og de sværmede foran vores felt, men uden at blive vildt farlige," fortæller Haslund.
"Til gengæld havde vi nogle kontramuligheder, som vi ikke havde heldet til at udnytte, men respekt for spillernes indsats. De viste igen, at når vi får modgang i Nørager, så står vi sammen og kæmper røven ud af bukserne."
 

Ole og Ole på toppen

Nøragers svar på Jan Mølby, Ole Jensen, var igen stærkt spillende. I første halvleg som midtstopper og i anden halvleg som yderste mand i venstre side på midtbanen, hvor Nørager var tvunget til at spille 4:4:1 efter Lasse Jensens udvisning.
"Ole var træt til sidst, men han er dejlig rolig med bolden og god til at vælge de rigtige løsninger," siger hans træner.
Ligesom "Gamle Ole" spillede en god kamp, gjorde "Unge Ole" det samme. Gymnasiasten Ole Nielsen var stærk i defensiven i venstre side og løb også mange meter.
"Han har af og til lidt problemer med at komme rigtigt af med bolden, men hans energi og vilje til hele tiden at være der, når der er brug for ham, er uvurderlig for vores hold."
Et point i tre kampe var ikke lige efter Haslunds dagsorden, så lørdagens hjemmekamp mod Tjele Vest Sport klokken 15 skal bruges til at lave om på den lidt slatne statistik.

Publiceret 01 October 2012 15:40