Målmand Lars Andersen er Hornslet en perfekt ankermand, som det heller ikke lykkedes Auning at passere.

Målmand Lars Andersen er Hornslet en perfekt ankermand, som det heller ikke lykkedes Auning at passere.

Lokalavisen Cup:

Hornslet stormer derudaf

Rosenholmerne har nu syv point ned til andenpladsen i Serie 2 efter søndagens 2-0 sejr over Auning

Af
Af Lars Norman Thomsen

Hornslet er tilsyneladende usårlige i Serie 2. Søndag vandt rækkens duks topopgøret mod Auning på Auning Stadion med 2-0 og bragte sig dermed måske afgørende foran i duellen om oprykning.
Med 22 point for otte kampe har Hornslet syv point ned til Auning på andenpladsen.
"Vi snakker slet ikke om oprykning endnu, men glæder os i stedet over, at vi kom over de 20 point, som vi anser for at være nødvendige for at undgå nedrykning," siger Hornslets træner Martin Winther.
"Respekt for det de går og laver i Hornslet. Det er flot arbejde efter den mavepuster, de fik, da de måtte rykke ud af Serie 1 som nummer tredjesidst før sommerferien," siger hans kollega i Auning, Ole Laursen.
"I den her række kan alle slå alle, men Hornslet er alligevel i en position, hvor de nu næsten skal få gummiben for ikke at få førstepladsen," tilføjer Ole Laursen.

Stærk Andersen

I søndagens kamp startede hjemmeholdet bedst og var meget iøjnefaldende i de første 20 minutter.
Auning havde flere kvalificerede afslutninger, men Hornslets stærke målmand Lars Andersen forsvarede som altid flot sit mål.
I resten af første halvleg kom Hornslet mere med og begyndte at røre på sig i forhold til spil og chancer.
De første 45 minutter sluttede dog meget passende 0-0.
I pausen måtte Auning udskifte en syg Anders Friis Laursen, og det svækkede holdets offensive muligheder.
 

Jepsen på pletten

De sidste 45 minutter stod der Hornslet på det meste, og det var ikke ufortjent, at topscorer Jesper Søndermark Jepsen efter en god time bragte topholdet foran 1-0 efter godt omstillingsspil.
Samme Jepsen havde senere en afslutning på overliggeren, og det samme havde Jeppe Horsdal.
"Jeg var lidt skuffet over, at mine spillere ikke havde mere energi og vildskab at byde ind med, da vi kom bagud," siger Ole Laursen.
"Efter min vurdering styrede vi kampen i anden halvleg, hvor Auning ikke havde meget at skyde med, selvom holdet var bedre spillende sammenlignet med vores indbyrdes opgør i Hornslet," siger Martin Winther.
Store Klaus Randers lukkede kampen otte minutter før tid, da han, igen efter flot omstillingsspil, var på pletten, da chancen opstod.
"En fuldt fortjent sejr til os efter godt spil og en god indsats, hvor unge Simon Pedersen igen imponerede som back og Jesper Jepsen og Lars Andersen atter lige gav det ekstra, der løftede vores hold," siger Martin Winther.
"Det var helt okay, at Hornslet vandt, og man må sige, at de er effektive. To mål efter hurtige omstillinger, det er flot," roser Ole Laursen, der var begejstret for sin målmand Nikolaj Hornbæk og den unge forsvarsspiller Emil Krabbe.
"Hornbæk spillede atter på et højt niveau, og Krabbe var stærk på højre back. Resten var mere på det jævne."
I næste spillerunde møder Hornslet, der i dagens opgør var uden Jesper Josiasen, bundholdet Kristrup. Det bliver uden brødrene Jonas og Casper Grønning og angriberen Pelle Pilgaard, som alle har meldt forhåndsafbud.
Auning skal prøve kræfter med tst.
 

Publiceret 23 September 2012 17:33