Nørager måtte forlade banen som taber for første gang i denne sæson.

Nørager måtte forlade banen som taber for første gang i denne sæson.

Lokalavisen Cup:

Nørager pointløse for første gang

Landsbyklubben tabte på hjemmebane til et velspillende Aarhus 1900 mandskab, der var skarpe i omstillingsspillet

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørager måtte for første gang forlade banen som taber i dette efterår. Lørdag formåede godt spillende Aarhus 1900 at slå til på de rigtige tidspunkter på Nørager Stadion, og derfor var sejren heller ikke ufortjent, erkender hjemmeholdets cheftræner Allan Haslund.
"Aarhus 1900 imponerede mig med deres indstilling og ikke mindst deres hurtighed i omstillingsspillet, og deres sejr var såmænd ikke ufortjent, selv om vi glemte at lukke kampen på de muligheder, som vi spillede os frem til."
Nørager kickstartede nemlig opgøret allerede efter 40 sekunders spil, da topangriberen Rasmus Nørgaard, der på grund af arbejde ikke havde trænet hele ugen, slog til foran mål, fordi udeholdets forsvar tøvede på et indlæg fra Michael Jensen.
"Herefter spillede vi godt i perioder, medens vi i andre var helt væk efter min opfattelse," siger Allan Haslund, der måtte undvære de ferierende Ole Jensen og Thomas Rasmussen.
De blev remplaceret af Søren Bai i centerforsvaret og unge Ole Nielsen i venstre forsvarsside.
"Det er klart, at en spiller med Ole Jensens ro og boldomgang i det opbyggende spil vil alle hold mangle, men begge afløsere gjorde det udmærket."
Mod slutningen af 1. halvleg fik Aarhus 1900 strittet en mand ud i ti minutter, fordi han havde sparket kuglen væk efter, at dommeren havde piftet i fløjten.
Det gav Nørager et par chancer, og især Martin Andersen var megatæt på at øge til 2-0.

Kendte ikke sin besøgelsestid

I de første 20 minutter af anden halvleg spillede Nørager sig også frem til flere muligheder, medens Aarhus 1900 lurede på contrachancen.
Den kom midtvejs, da Nøragers Christoffer Frandsen missede en tæmning i egen angrebszone.
Ti sekunder senere lå bolden i Nøragers net til udligning 1-1.
Unge Frandsen glemte alt om at løbe retur i situationen, og det bekom ikke træner Haslund vel.
"Det var naturligvis ikke godt nok, at de kan score, når vi har bolden, og så forsømmer at løbe hjem, når vi mister den. Det er uacceptabelt," siger Allan Haslund.
Med små ti minutter igen kom dobbeltstraffen så til Nørager, da Mark Thomassen plantede to strakte arme i ryggen på en modspiller i eget felt.
Straffesparket udnyttede Aarhus 1900 sikkert.
Det fik Allan Haslund til at smide Søren Bai i front, men trods en stor hovedstødschance til Martin Andersen i sidste minut, blev det ved 2-1. 

Godkendt "forår"

Trods nederlaget er Allan Haslund tilfreds med resultaterne i første turneringshalvdel.
"En andenplads og 14 point kan vi ikke tillade os at være utilfredse med. Nu gælder det om at holde fast," erklærer Haslund, der havde Lasse Jensen, Steffen Klintø og Ulrik Rytter på bænken mod Aarhus 1900.
De to førstnævnte kom i kamp.
"Københavneren" Lasse Jensen spillede en god halv time som 10'er i stedet for en træt Christian Mørch, og gjorde det godt.
"Lasse spiller altid dejligt aggressivt og skåner ingen, men ellers må vi erkende, at det igen er hans bror Michael (Jensen, red.), som det meste af vores spil udgår fra i øjeblikket. Han er dygtig til at iscenesætte vores spil," roser Haslund, der ser positivt frem mod næste kamp.
"Ole Jensen og Thomas Rasmussen, så reelt har jeg 16 mand til næste lørdags kamp. Det er et positivt problem, men det må indsatsen til træning naturligvis også være med til at give mig et fingerpeg om, hvordan skal løses."
Nørager møder oprykningsfavoritterne Kristrup, der har skuffet vildt hidtil, lørdag 22. september klokken 15 på Nørager Stadion.
Kristrup tabte skuffende 3-1 søndag til bundholdet Bælum/Solbjerg, som dermed krøb op over nedrykningsstregen.

Publiceret 16 September 2012 16:09