Randers FC målmand frygter det værste

Peter Friis Jensen måtte skadet forlade tirsdagens kamp i Reserveholdsligaen mod AGF og afventer lige nu resultatet af en scanning i knæet

Af
Af Lars Norman Thomsen

Den tidligere IFM- og KPI-ungdomsmålmand Peter Friis Jensen var onsdag en tur i Aarhus for at få scannet sit ene knæ.
I tirsdagens kamp i Reserveholdsligaen mod AGF måtte han udgå fem minutter før tid efter at have fået et vrid i det ene knæ i en nærkamp.
"Jeg kastede mig ned for at få fat i bolden foran en modspiller efter en alt for kort tilbagelægning, og nærkampen betød, at jeg med det samme kunne mærke noget i knæet. Derfor lod jeg mig skifte ud," fortæller Peter Friis Jensen.
Han frygter nu, at menisken har taget skade, men først onsdag får han resultatet af scanningen.
AGF vandt iøvrigt kampen 2-1 efter svage første 45 minutter af Randers FC.
Cheftræner Colin Todd overværede opgøret, og han gav spillerne en klokkeklar røffel i pausen som tilsyneladende virkede.
"Vi spillede en flot anden halvleg, hvor vi skabte mange chancer, medens folk bare gik sløve rundt før pausen, så det var træls at se på. Derfor var Todds kritik i halvlegen helt på sin plads," siger Peter Friis Jensen.
Han er lige nu reserve for 1. keeper David Ousted på superligamandskabet, og derfor er det vigtigt, at han bruger kampene i Reserveholdsligaen til at understrege sit værd.
Forleden fik han chancen hos Randers FC, da superligamandskabet besejrede Aalborg Freja fra Danmarksserien med den tidligere Nørager spiller Daniel Sortkjær i startopstillingen med beskedne 1-0 i Ekstra Bladets Cup.

Peter Friis Jensen leverede en godkendt indsats i pokalkampen og tog sig af alle Aalborg Freja forsøg med stor sikkerhed.
 

Publiceret 04 September 2012 21:52