Halinspektør Henrik Johansen vil have et dagligt flow med mange mennesker, der spiser sund mad fra Auning Idræts- og Kulturcenter.

Halinspektør Henrik Johansen vil have et dagligt flow med mange mennesker, der spiser sund mad fra Auning Idræts- og Kulturcenter.

Frontløber i Auning for sund mad

Det er ikke fedt med usund mad, mener Auning Idræts- og Kulturcenter

Af
Anette Bonde

"Vi kan for eksempel åbne om morgenen med et flot tilbud som smoothies, friskbagte boller, pålæg og salatbar. Måske tilbyde madpakker, som folk kan tage med på job. Og så hen over dagen servere wok-mad, take-away, gode sandwiches, grøn salatbar."

Fuld af gode ideer

Halinspektør Henrik Johansen er fuld af gode ideer til, hvordan Auning Idræts- og Kulturcenter (AIK) kan forvalte titlen af ?Frontløber? for sundere madkultur i idrætslivet. Sammen med 29 andre idrætshaller i Danmark er AIK blevet valgt til at vise vejen. Han peger på, at der hver dag kommer mellem 300 og 600 mennesker i idrætscentret i Auning. Det er nok til, at projektet kan gennemføres og fastholdes.
"Øvelsen går ud på, at folk vænnes til at tænke i sundhed. De kommer jo i forvejen for at dyrke sunde fritidsinteresser. Og vi skal have aflivet den gamle myte om, at idrætshallerne er lig med røde pølser, pommes frites og slik."

Dagligt flow

Henrik Johansen oplyser, at der i det daglige sælges franske hotdogs, hjemmelavede pølsehorn, pizzasnegle med mere. Når der er arrangementer med mange mennesker, kan han også lave en forretning ud af at sælge sundere ting som pålægsboller, sandwiches, grøn salatbar med mere.
"Folk er interesserede og køber det. Men jeg kunne godt tænke mig, at der også var et dagligt flow."
Der er ikke blevet solgt pommes frites i caféen i AIK i halvandet år. Det sker kun ved lukkede selskaber som for eksempel børnefødselsdage.

Start i august

AIK er udvalgt af Projekt Sundere Mad i Idrætslivet og får 60.000 kroner herfra. Kultur- og udviklingsafdelingen og Sundhedsafdelingen i Norddjurs Kommune skal sammen med AIK finde 60.000 kroner, som er den lokale adgangsbillet til at deltage.
Projektet skal løbe over to år. I AIK lægges der ud i august med nedsættelse af en projektgruppe med repræsentanter fra AIK, DGI, halinspektørforeningen, Claus Meyers Køkken, Sundhedsministeriet og Veterinærmyndighederne.
Byens værested
Henrik Johansen anslår, at AIK om senest et år er klar med sundere mad, endda i nye rammer. Projektet indeholder nemlig også en fysisk forandring i cafeen, og Henrik Johansen regner med at der på sigt vil være loungemøbler, et bar-miljø, internetstationer, foldedøre, nye lofter og gulve, nye farver og et habilt AV-udstyr i café-området.
"Det skal være byens værested, hvor vi også kan samle folk på tidspunkter, hvor hallerne ikke benyttes."


Projekt Sundere mad i Idrætslivet gennemføres af DGI-huse og haller, Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Madhus og Halinspektørforeningen. Nordea-fonden støtter projektet med 5,34 mio. kroner.
Der er udvalgt fem fyrtårne, som hver får 250.000 kroner og selv skal afsætte et tilsvarende beløb. Frontløberhallerne får 60.000 kroner, samtidig med at der lokalt skal afsættes minimum 60.000 kroner.

Publiceret 01 July 2012 09:00