Træner Karsten Friis (forrest til højre) er meget positiv omkring næste sæson.

Træner Karsten Friis (forrest til højre) er meget positiv omkring næste sæson.

Seriefodbold:

Nytårsoptimisme i Lystrup Fodbold

Træner Karsten Friis ser optimistisk på 2010 for Lystrup IF fodbold, for han har flere jokere i hatten.

Af
Af Andreas Bo Jensen

Mosen i Lystrup danner rammen, når serie 1 herrerne i Lystrup 30. januar afholder nytårsappel for de omkring 35 seniorspillere. Denne dag er startskud for et nyt år i klubben, som sluttede sidste sæson på tredjepladsen i serie 1. Træner Karsten Friis ser positivt på den kommende sæson, men han vil stadig forholde sig realistisk til tingene.
"Vi har tidligere satset for stort. I denne sæson vil vi ikke begå samme fejl, og derfor forventer jeg, at vi placerer os i øverste halvdel af tabellen i serie 1," siger Karsten Friis, der også i den kommende sæson flankeres af trænerasssistent Mikkel Jørgensen.

Ny mand i front på andetholdet

Nøglen til den sjove halvdel ligger i den brede trup Karsten Friis har at arbejde med. I snit stiller 35 mand op til spark og spil, og til den kommende sæson kommer der flere nye støvlebærere til klubben. Blandt andet vil en tidligere Danmarksseriespiller fra superligaklubben AC Horsens støde til truppen.
Men foruden jokeren fra Horsens, som Karsten Friis ikke vil sætte navn på, vil Lystrup IF's andethold i serie 4 høre en ny stemme gjalde fra sidelinjen. En gammel Lystrup-dreng, Jim Birger-Christensen, vender nemlig hjem efter et række år i klubben BB82. Med sig har han otte spillere, og ifølge Karsten Friis er forventningerne til Jim Birger-Christensen fuldstændig klare: der skal sikres oprykning til serie 3. Og der er flere gaver i Karsten Friis' gavesæk.

Læs om endnu en julegave til Lystrup IF Fodbold i næste uge i Lokalavisen.

Publiceret 09 January 2010 16:01