Indbrudstyvene er tilbage - men ikke på Djursland

Efter lang tids konstant nedgang i antallet af indbrud viser nye tal fra Danmarks Statistik, at antallet af anmeldte indbrud igen er i vækst. I Østjylland er udviklingen imidlertid gået den modsatte vej.

Artiklens øverste billede

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye indbrudstal for 2. kvartal 2021, og de viser for første gang i lang tid en stigning i antallet af anmeldte indbrud på landsplan.

Her er antallet af anmeldte indbrud i beboelser knap 12 pct. højere end samme periode sidste år.

I Østjylland er udviklingen imidlertid gået den modsatte vej, idet antallet af anmeldte indbrud i beboelser samlet set er faldet med 7 pct.

Tendensen i Østjyllands afspejles til fulde i tallene for Norddjurs og Syddjurs (se tabel).

»I de sidste mange kvartalsopgørelser på indbrudsområdet har vi set en pæn nedgang. Nu ser vi pludselig en stigning, og det minder os om, at den lykkelige situation, at Danmark nu er åbnet op igen, også har en bagside. Vi skal helst ikke inspirere indbrudstyvene til at genoptage deres aktiviteter, så det gælder om, at vi alle hjælper hinanden med at passe på vores hjem,« udtaler Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Sommerferien et eldorado

Sommerferien er normalt et af de tidspunkter på året, hvor indbrudstyvene er mest aktive.

»I sommerferien handler det meget om at få sit hjem til at se beboet ud og få koordineret med sine naboer, hvem der er hjemme hvornår, og at man i kvarteret lige sørger for at gå en runde om hinandens huse, generelt holder øje og hilser på fremmede, man ikke har set før. De gode råd er hørt før, men vi bliver ved med at gentage dem, for vi ved, at det er dem, der virker,« lyder det fra Britt Wendelboe.

Læs også

Del artiklen