Tirsdag over 20 grader - sådan går det i dag
Det lader til, det begynder at gå i den rigtige retning - sådan rent sommermæssigt.
Det er kun få dage siden, der skulle skrabes is af bilens ruder.
Tirsdag nåede dagtemperaturen ét sted - Vester Vedsted - op på 21,6 grader.
Så varmt bliver det ikke onsdag i Østjylland, men DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, bedyrer, at dagen bliver lun.
Dagen begynder både tør og solrig - men i løbet af eftermiddagen vil der komme flere skyer fra sydvest, oplyser DMI.
De skyer kommer sandsynligvis til at kaste en smule regn af sig i løbet af aftenen - dog kun over den sydlige del af det østjyske.
Temperaturerne holder sig mellem 13 og 17 grader.
Vinden bliver let til frisk, dog kan den ved kysterne blive til en hård en af slagsen.
Natten byder på lidt regn og temperaturer mellem 8 og 12 grader.
jro