Venindernes barndomsglæder er vekslet til voksenlivets ønskejob
Ét job bliver til to, når Anja Jakobsen og Majbritt Mikkelsen overtager nøgler til Rougsøhallen og kommer med nye idéer til fremtiden.
Majbritt Mikkelsen og Anja Jacobsen går målrettet mod boldrummet i den ene ende af Rougsøhallen og åbner et skab med håndbolde, som med garanti ikke har harpiks på sig.
De har lige skrabet hallens gulve fri for harpiks, efter hallen har været i brug til håndbold, og så fantastisk et arbejde er det det heller ikke, at de har lyst til at gøre det igen med det samme, bare fordi en journalist insisterer på et billede.
De er lige nu under oplæring af afgående halinspektør Poul Pedersen i jobbet. Eller retteligt jobbene.
For der bliver fremover to halinspektører i Rougsøhallen, når de to barndomsveninder overtager ansvaret for hallen.
»Det bliver dig, der skal ud og springe. Så tager jeg målet. Det er betalingen for, at jeg gjorde pissoiret rent for dig,« griner Anja Jakobsen.
Ærligt samarbejde
Der er en bramfri og indforstået tone mellem Rougsøhallens nye halinspektører. Sådan skal det også være. Det har de to veninder, der stort set har kendt hinanden siden de første barnlige skridt ind i en håndboldhal blev taget, nemlig lovet hinanden, da de blev enige om, at de skulle prøve sig af som samarbejdspartnere.
»Vi kender heldigvis hinanden så godt, så vi ved, at der ikke skal være noget fnidder. Vi har både spillet håndbold sammen og været trænere sammen, så vi ved, at vi har et godt samspil. Det bliver der brug for her, og en af styrkerne ved, at vi er to om det er, at der hele tiden er en at vende tingene med og en man ved, man kan sige sin mening til,« fortæller Anja Jakobsen.
»Ærlighed er vores kerneværdi. Vi ved, at der sagtens kan komme ting, som vi er uenige om, og vi har jo ikke prøvet det her før, men så længe vi siger det til hinanden, og vi siger det til hinanden først, så er der ingen problemer,« forklarer Majbritt Mikkelsen.
Det er Majbritt Mikkelsens ”skyld”, at de at veninder nu står her som nye halinspektører.
Sidste år havde hun en snak med halinspektør Poul Pedersen, som fortalte, at han ville stoppe i jobbet til april 2023.
Dermed var der sået et frø hos Majbritt Mikkelsen. Hun var dog også meget bevidst om, at hun ikke ville stå i jobbet alene, og at det var Anja Jakobsen hun ville arbejde sammen med.
»Anja har blandt andet noget forretningsmæssig erfaring, som jeg ikke har, så jeg vidste, at hun var den rette at spørge,« fortæller Majbritt Mikkelsen.
Bringer mere liv
Som sagt, så gjort, og nu står de to veninder med ansvaret for at bære Rougsøhallen ind i fremtiden.
De har selv brugt utallige timer i hallen som børn, og en af de helt store ambitioner er, at hallen skal være et af byens foretrukne opholdssteder og emme af liv.
»Vi vil rigtig gerne give hallen noget mere hverdagsliv i de timer, hvor den ikke bliver brugt til sport. Efter sommerferien skal der være lektiecafé i cafeteriet, så man kan sidde her med sine lektier, inden man for eksempel skal til håndboldtræning. Der er mange, som kun lige når hjem og vende efter skole, inden de igen skal af sted til sport. Så kan de jo lige så godt tage direkte til hallen og være her,« siger Anja Jakobsen.
Inden vi når til sensommeren skal der foretages en større renovering af cafeteriet.
Tiden er efterhånden løbet fra kioskens gul-orange indpakning. De pilles snart ned og erstattes af lameller i træ, som skærer knap så meget i øjnene, når man nu skal se på det hver eneste dag.
Den grågrønne farve, som lamperne fremover får, er også indkøbt. Det handler om at få sat sit eget præg, så man kan begynde at udfolde idéerne, fortæller halinspektørerne.
De er begge to småbørnsforældre, og er godt klar over, at Rougsøhallen fremover kommer til at kræve mange af deres timer.
Heldigvis er børnene allerede svært begejstrede over udsigten til, at hallen også bliver deres andet hjem, ligesom mændene i familierne har bakket op om projektet fra starten.
Både Anja Jakobsen og Majbritt Mikkelsen har i øvrigt mænd med håndværkerbaggrund, så der er masser af potentiale for hjælp til forefaldende istandsættelser, som en hal fra 1979 kræver.
»Jeg synes godt, man må kunne se sig selv i indretningen, for hallen bliver jo vores andet hjem nu. Det bliver en livsstil. Også for vores familier. Hvis de havde stejlet på idéen om, at vi skulle være halinspektører, så stod vi her ikke,« konstaterer Majbritt Mikkelsen.
Nye sportsgrene
Når cafeteriet er moderniseret, har de nye halinspektører planer om at bringe sportsgrene fra en mere nymodens tidsalder ind i hallen. I den ene ende af cafeteriet er ambitionen, at der snarest muligt kan åbnes for esport.
»Det er vi meget hooked på, fordi esport kan være med til at tiltrække nogle andre og nye brugere, som ellers ikke ville benytte en hal. Nu skal vi i gang med at søge fonde til indkøb af udstyr, fordi det er dyrt at købe ind, men vi tror på, at det er sådan nogle ting, der kan være med til at bringe nyt liv med sig,« fortæller Anja Jakobsen.
Idéer til 25 år
Majbritt Mikkelsen bor i dag i Auning, mens Anja Jakobsen bor i Ørsted, hvor de også begge er vokset op.
De har således lokalsamfundet helt inde under huden, og det mærker de også nu, hvor tiden nærmer sig, at det er dem, der står med ansvaret for hallen.
»Jeg kan godt mærke, at det også er en lille smule nervepirrende, fordi vi er lokale og folk kender os og måske skal man ind med en løftet pegefinger over for en venindes barn, som ikke overholder reglerne i hallen. Men det er også en styrke, fordi vi har bare fået så mange positive kommentarer på, at det er os, der tager over. Vi møder rigtig stor opbakning, og folk kommer hen til os og vil gerne snakke om, hvad der nu skal ske,« fortæller Majbritt Mikkelsen.
På fredag 31. marts er der goddag og farvel reception i Rougsøhallen, hvor alle er velkomne til at byde velkommen til de nye halinspektøer og tage afsked med den afgående Poul Pedersen, som nu takker af efter mere end 25 år i jobbet.
Her bliver der formentlig også rig lejlighed til at høre mere om fremtidsplanerne for hallen. Også selv om Majbritt Mikkelsen og Anja Jakobsen har fået et godt råd af Poul Pedersen.
»Vi har snakket med ham om, at vi nok ikke skal sætte alle planer i gang med det samme, og det passer også godt med vores tilgang, for vi vil gerne forsøge hele tiden at kunne tænke nye tanker for hallen. Ellers har vi jo ikke noget nyt om 25 år,« griner Anja Jakobsen.