Cyklister trampede 25.000 kroner hjem i Ryomgårds gader
40 ryttere i forskellige størrelser kørte i løbet af en time sammenlagt 750 omgange i lørdagens Lions cykelløb på en 1.2 kilometer lang rundstrækning
40 ryttere deltog i lørdagens Lions Cykelløb på en rundstrækning i Ryomgård med start og mål ved Marienhoffskolen.
Nogle så mere "fitte" ud end andre, men alle ydede en brav times cykelløb på den 1.2 kilometer lange rundstrækning.
Præcis klokken 11.00 i smilende solskin blev løbet skudt i gang med borgmester Kirstine Bille og viceborgmester Claus Wistoft i spidsen på første runde, før løbet blev givet frit.
Løbet blev over de opstillede højttalere løbende kommenteret af speakeren, ejendomsmægler Bent Nielsen, Nybolig, der holdt humøret højt under hele løbet, selv om trætheden under løbets sidste fase tydeligvis begyndte at melde sig for enkelte ryttere.
De 40 ryttere kørte sammenlagt 750 omgange svarende et samlet kilometerantal på 945.
Lions cykelløbet blev bakket pænt op af de handlende og erhvervsvirksomhederne i området. Det endelige overskud er ikke gjort nøjagtigt op endnu, men det foreløbige regnskab tyder på et overskud på cirka 25.000 kroner, og det er Lions Club Midtdjurs meget tilfredse med.
Overskuddet går ubeskåret til humanitære og velgørende formål.