Sønderhaldudstillingen viser kunstspirer
Der kommer ekstra fokus på fremtidens udstillere ved den kommende Sønderhaldudstilling
Der er sendt invitationer ud til tidligere og nye udstillere, og rammerne er således ved at lægge sig til rette om den kommende Sønderhaldudstilling. Den finder sted i skolernes efterårsferie på Auning Skole.
Denne Sønderhaldudstilling er noget ganske særligt på flere måder. Dels er det en 25 års jubilæumsudstilling, og dels sættes der særligt fokus på helt unge udstillere.
Kunstspirerne
Årets nyhed kommer således til at hedde "Kunstspirerne". Det er en installation af børnetegninger, som en arbejdsgruppe vil arrangere.
Kunstforeningen opfordrer derfor forældre og bedsteforældre til talentfulde børn i alderen 7 – 12 år til at inspirere deres børn til at lave et flot billede, og indsende det til udstillingen.
Hvert barn kan medvirke med eet billede, lavet på papir, max størrelse A-3, monteret på stift karton / pap. På bagsiden skrives barnets navn, alder og adresse. Billederne sendes / afleveres af forældre/ bedsteforældre til formand for Kunstforeningen Sønderhaldudstillingen Bjarne Jensen, Mortensensvej 31, 8963 Auning. Det skal være fremme senest mandag 19. september.
Ung kunst
Børn og unge mellem 12 og 20 år har mulighed for at vise deres evner på særudstillingen "Ung kunst".
"Sidste år var der til denne afdeling tilmeldt en lille halv snes. Mange af de 'gamle' udstillere måtte erkende, at de unge godt nok er gode", fortæller Bjarne Jensen.
Unge kan gratis tilmelde sig med op til fire værker. Som for de øvrige udstillere skal tilmeldingen ske på særligt tilmeldingsblanket. Denne kan sammen med øvrig info rekvireres hos Bjarne Jensen.