Politisk støtte til biogas
Viceborgmester kan få øje på mange perspektiver ved det planlagte biogasanlæg i Andi
Viceborgmester Claus Wistoft (V) erkender, at der selvfølgelig er en risiko forbundet med, at et flertal i Syddjurs Byråd netop har givet tilsagn om at ville udstede en kommunegaranti på cirka 60 mio. kroner til det planlagte biogasanlæg i Andi.
“Der er altid en økonomisk risiko forbundet med sådan noget, men nu har vi også kun i første omgang givet et tilsagn. Den endelig kommunegaranti bliver først aktuel, når vi har fået vished for, at række forudsætninger i projektet er opfyldt, men jeg ser meget fornuft i projektet og har tillid til folkene bagved,“ siger Wistoft.
Risikoen opvejes ifølge viceborgmesteren ved de perspektiver, som biogasanlægget vil betyde erhvervs- og miljømæssigt for Syddjurs Kommune.
“Desuden kan biogasanlægget også betyde, at borgerne i Hornslet By kan få billigere varme,” påpeger Claus Wistoft.
I Hornslet spøger et ny fjernvarmeværk ude i horisonten, og netop biogasanlægget bliver interessant i den sammenhæng.
“Biogasanlægget bliver selvfølgelig interessant som leverandør af varmen, hvis man i Hornslet beslutter at bygge nyt fjernvarmeværk,” påpeger viceborgmesteren.