Historien om den ensomste dansker i Danmark
Dramaet om statsmanden Jens Otto Krag, et kammerspil med tre medvirkende, spilles på Hotellet i Rønde til januar
Teaterkompagniet - Syddjurs Egnsteater får nu langt om længe lejlighed til at opføre Thomas Triers anmelderroste drama om den tidligere statsminister Jens Otto Krag på hjemmebane. På Hotellet i Rønde spiller KRAG 19.-21. januar 2012.
Thomas Trier, der selv har aktier i Teaterkompagniet, har altid været fascineret af historien om Jens Otto Krag, der som fattig student fra Randers, tog med fragtskibet Cimbria til København for at uddanne sig til cand.polit., blev handelsminister som 33-årig, legede flanør og nedlagde smukke kvinder på stribe, blev statsminister i 1962 og forlod politik, da han havde fået vælgernes ja til at føre Danmark ind i EF 2. oktober 1972.
Han ville noget andet og mere end politik 16-20 timer i døgnet, men tiden efter blev ingen succes. Da han stod af og skulle nyde det samfund, han selv havde bygget op, kunne han slet ikke finde ud af det. I 1978 døde han en skøn junidag i sit elskede sommerhus i Skiveren ved Vesterhavet.
Nedbrudt, ensom, fordrukken og desillusioneret. Hvorfor Krag, der af mange betragtet som den største danske statsmand i det 20. århundrede, gik i hundene, forsøger Thomas Trier at indkredse inden for dramaets rammer.
I stykket medvirker foruden Krag selv, hans mangeårige kone Helle Virkner og vennen, økonomen Jørgen Paldam, i en ikke nærmere defineret nutid.
Sammen prøver de at finde ud af, hvad der egentlig var årsagen til Krags tragiske nedtur