Ung fra Rønde på opgave i Ægypten
Anine Holmgaard Kamp skal undersøge vilkårene for børnearbejdere og andre udsatte børn
Der er mange måder at bruge sit ”fumleår” på efter veloverstået studentereksamen.
Anine Holmgaard Kamp, 20 år og opvokset på Rønde Højskole, rejser 7. september til Ægypten som Global iværksætter hos Danmission.
I seks uger skal hun rejse rundt og besøge projekter for børnearbejdere og andre udsatte børn.
Når hun kommer hjem, skal hun rejse rundt i Danmark og fortælle blandt andet konfirmander om de vilkår, som deres jævnaldrende har i Ægypten.
Vil udfordre sig selv
Anine Holmgaard Kamp blev i sommer student fra Egaa Gymnasium og bruger dette år til at prøve sig selv af.
”Jeg skal udfordre mig selv og finde ud af, hvor min motivation ligger,” siger Anine Holmgaard Kamp, som foreløbig gerne vil læse design og arkitektur på Aalborg Universitet til næste år. Efter at have arbejdet i hjemmeplejen i sommer går turen nu til Ægypten, hvor UNICEF skønner, at der er omkring tre millioner børnearbejdere under 14 år.
"Mange familier kan ikke overleve uden børnenes løn, og derfor bliver børnene nødt til at droppe ud af skolen for at arbejde, ofte op til 12 timer om dagen til en meget lav løn."