I Auning er der ræs og musik og man bygger en bro
Action Day i Auning i morgen, lørdag
Der er bestemt ikke noget fedtspil over Auning-folkene, der står bag Action Day i morgen, lørdag. De giver den hele armen og byder på ræs for både gokarts, cykler, motionsløbere, mooncars og skatere. Musik bliver der også, samt kåring af Djurslands fedeste øse.
For at få det hele til at lykkes, bliver der endda bygget en bro ved SuperBrugsen. Så er der plads til både ræsere og lørdagskunderne i handelscentret.
Der konkurreres holdvis, og på hvert hold er der både gokarts, løbere og cykler. Hvert hold er sponsoreret af en butik. Alle deltagertider måles og vises på storskærm ved målområdet, det vil sige Brugsens indgang, og til sidst finder man den samlede vinder.
Auning skal blive berømt
Det er medieudvalget, der står for arrangementet. Medieudvalget er et udvalg under Auning Handelsudvalg, og herfra er målet lige og direkte:
”Medieudvalget arbejder både for handelen og for byen. Vi vil skabe projekter, der lander på TV. Auning skal blive verdensberømt i Danmark”, forklarer en smilende Kasper Allermann, Wagner.
Han er med i medieudvalget. Udvalget har allieret sig med Auning Kart Park og Tommy Hjorth, der i forvejen er med i mange ting, når det gælder aktiviteter og arrangementer i Auning.
Det sker der:
Auning Kart Park med Kart4Knejt løbet.
Auning Motionsklub med enkeltstart for Mountainbikes og bananstafet for motionsløbere. Auning Spejderne med GPS løb.
Auning MC med motorcykler.
Skater-parken i Allingåbro med skatere og cykeltrail.
Orkestret ”The Breadcrums” der spiller på brugsens tagterrasse.
Orkestret ” Power of the sun” der spiller på brugsens tagterrasse.
De officielle Auning Mesterskaber i Mooncarkørsel på tid for børn 6 – 12 år.
Kræftens Bekæmpelse er med.
Hos Q8 kårer Auning Handelsudvalg Djurslands fedeste øse.