Ny direktør i Sparekassen Djursland
Peter Lading Sørensen kommer fra Djurslands bank
47-årige Peter Lading Sørensen er netop blevet ansat som direktør for Sparekassen Djursland.
Han kommer fra en stilling som afdelingsdirektør for Djurslands Bank i Grenaa med cirka 30 ansatte.
Han har en fortid siden 1984 i banken, hvor han sidder med i direktionsgruppen, fungerer som sparringspartner for andre erhvervsafdelinger og er hovedansvarlig for Djurslands Banks erhvervskoncept.
Peter Lading Sørensen, der har en HD i finansiering og kreditvæsen, tiltræder på grund af en konkurrenceklausul først pr. 1. august 2012.
Farvel til afholdt direktør
Han afløser direktør Ole Jensen, som til gengæld har lovet sin bestyrelse at fortsætte i stillingen som direktør frem til det tidspunkt.
Ole Jensen, der fylder 64 år, ville egentlig være stoppet.
"Jeg er næsten 65 år, når jeg fratræder, så jeg synes, at jeg har gjort min pligt. Så har jeg været i 18 år her i butikken," siger han.
Ole Jensen kom i sine tider fra en stilling i daværende Bikuben i Aalborg.
Han er stolt over at overlade en sund forretning.
"Jeg er glad for, at jeg holdt mig til vores kerneforretning, der er i lokalområdet, og ikke bevægede mig til Randers eller Århus," siger Ole Jensen.
Han efterlader en sparekasse, der er lagt sammen med Sparekassen Midtdjurs, og nu har syv ekspederende afdelinger på Djursland.