Lille spejl på væggen der... Er Aya fra Auning smukkest i landet her?
Aya Bøggild Steiner er én af de 30 udvalgte, som skal konkurrere om titlen som Miss Danmark 2018
AUNING Der er langt fra det lille hus i det rolige og landlige miljø lidt uden for Auning, hvor Aya Bøggild Steiner bor med sin mor og bror, til Cirkusbygningen i København, der med er ramme om finalen til Miss Danmark 2018. Ikke desto mindre er det en finale, som hun skal til, for hun har kvalificeret sig og kan potentielt kan blive Danmarks skønhedsdronning.
Hun sendte faktisk ansøgningen efter tid, men blev alligevel inviteret med til casting på falderebet tre dage efter, hun havde sendt mailen.
"Jeg fik en mail fra Lisa Lents om, at jeg skulle filme mig selv, når jeg fik svar på, om jeg var kommet videre. Der havde jeg luret den lidt," fortæller 18-årige Aya Bøggild Steiner, som altså nu er blandt 30 udvalgte i forløbet.
"Jeg måtte ikke sige det til nogen i starten, men det var virkelig svært at skjule, for jeg var bare så glad!"
Skønhed kommer indefra
Konkurrencen handler ikke om – som mange måske tror – at se godt ud i bikini og have de fyldigste øjenvipper og spidseste trutmund. Inden og i finalen er der flere delkonkurrencer. Aya Bøggild Steiner var lige kommet hjem fra første bootcamp, hvor de blandt andet afholdte Miss Sport. De blå mærker på armen vidner om, at hun er en fighter.
"Man lærer at kende sine egne grænser. Vi var ude på en militærbane. Det var helt nyt for mig. Jeg troede ikke, at jeg var højdeskræk, så jeg tænkte, 'jeg skal bare være den første, der kommer op i det fem meter høje tårn'. Men det fandt jeg ud af, at jeg var, da jeg stod deroppe. Men jeg gjorde det. Det er fedt at overvinde sine egne grænser," siger hun.
Der er også Miss Talent, øvelser i at fremlægge på engelsk. og så skal man samarbejde med en velgørenhedsorganisaton. Aya Bøggild Steiner arbejder sammen med Aktion Børnehjælp, der hjælper børn med at få et bedre liv ved at få en uddannelse og ordentlig mad.
Aya er en pige-pige
Selvom Aya Bøggild Steiner er glad for, at der er så mange andre aspekter til konkurrencen om titlen som Miss Danmark, så lægger hun ikke skjul på, at det der med at være en 'pige-pige' er noget hun elsker.
"Det første photoshoot var super sjovt at prøve. Jeg elsker krøllet hår og flotte kjoler – det var lige mig!" lyder det begejsret fra Miss Danmark finalisten, der selvfølgelig er iført pigede klipklappere med pink pels.
"Til intodagen havde jeg taget alle de lyserøde kjoler med over i et hjørne for at prøve dem. Men Lisa synes, jeg skulle have den blå på. Det kan jeg egentlig også godt se på billederne, at den klæder mig bedst."
Faktisk håber hun at kunne gøre det til en levevej det med at blive stylet og taget billeder af. Hun drømmer om at blive model, og har da også lavet lidt modeljobs som barn.
"Men lige nu går jeg efter at blive designer og måske få mit eget mærke med basicøj som kjoler, trøjer og nederdele, som jeg selv tegner. Jeg har altid godt kunne lide den lidt mere spændende mode," siger Aya Bøggild Steiner, der starter på beklædningshåndværkeruddannelsen efter sommerferien.
Inden sommerferien gik hun på efterskole, så det har været lidt at en omvæltning at gå fra hættetrøjer til cocktailkjoler – men hun elsker det.
Tæt konkurrence
Den kommende Miss Danmark skal repræsentere landet ved Miss World konkurrencen i Kina. Den rejse til Kina håber den unge kvinde fra Auning selvfølgelig at blive en del af.
"Men det er et super svært felt. Der er så mange forskellige, super søde piger med hver deres skønhed. For eksempel mangler en af pigerne noget af sin arm. Det er et kæmpe forbillede, og jeg har stor respekt for, at hun stiller op på den måde og viser et handicap," siger Aya Bøggild Steiner.
Det er 12. september i Cirkusbygningen, København, at vinderne af delkonkurrencerne og til sidst vinderen af titlen som Miss Danmark kåres. Det er Lisa Lents, tidligere Europamester i Taekwondo og Miss Danmark 2008, der står for udvælgelsen.