MiR serverer irsk på Hotellet
MusikiRønde lover tilhørerne en intens og smuk musikalsk oplevelse, når duo'en Colum Sands og Claire Byrne fra County Down i Irland kommer på besøg på Hotellet i Rønde lørdag 20. april.
"På denne turné vil det danske publikum for første gang uden for Irland opleve Colum Sands i selskab med en af Irlands fineste instrumentalister Claire Byrne," siger MiR-formand Lise Olsen, Rønde.
"Kombinationen af hendes musik og måden hun akkompagnerer Colum Sands sange, bliver med garanti en spændende og intens oplevelse."
De to har tidligere hver for sig optrådt på Tønder-Festival og Skagen-festival, men Lise Olsen mener, at oplevelsen vil mere end fordobles, når de sammen spiller i Rønde.
Speciel og intens
Om Colum Sands siges det, at han er en underholdende sangskriver i stil med Niels Hausgaard, som med humor, varme og charme formidler sine tekster og iørefaldende melodier.
"Vi kan se frem til at møde en dygtig instrumentalist på både guitar, banjo og violin. Samtidig er han en vittig historiefortæller med en god sangstemme," siger Lise Olsen.
Claire Byrne beskrives som en af Irlands dygtigste tin whistle og uilleann pipes instrumentalister.
"Jeg glæder mig til at høre hendes rene tone og det glidende spil, når hun akkompagnerer Colum Sands sange."
Billetter sælges hos Matas i Rønde og på MiR's billettelefon 29 80 82 56.