Mindeord om Peter Hørsmann
"Peter døde tirsdag 9. februar 2010 med sin familie omkring sig, på stue 11 her på Hospice Djursland. Udenfor skinnede solen, og sneen glimtede som sølv, vejret og naturen viste sig i et af sine smukkeste antræk. En smuk dag at tage afsked med et smukt menneske.
Peter Hørsman har været formand for Hospice Djurslands bestyrelse siden bestyrelsen blev etableret i 2005. Hans store engagement og visionære indsats har i høj grad været medvirkende til, at Hospice Djursland blev det første projekt, som havde til formål at vise, hvordan arkitektur, de fysiske rammer og den omkringliggende natur kan spille sammen med hospicefunktionen, og dermed være med til at understøtte den menneskelige omsorg i en svær tid.
Peters indsats for hele hospicetanken og specielt for Hospice Djursland har været både stor og utrættelig - og det på trods af svær sygdom. Så sent som fredag den 5. februar læste han de sidste referater fra bestyrelsesmødet igennem og satte sin underskrift. Vi har til enhver tid kunnet regne med Peter, han har altid stillet sig til rådighed, når der var behov for ham. Hans altid levende interesse og opmærksomhed overfor alle medarbejderne og for hverdagen på Hospice Djursland har haft afgørende betydning for, at vi alle følte os som noget særligt og har dermed dannet grundlag, for at vi har ydet vores allerbedste.
Peter vil efterlade os et stort savn, men også et eftermæle som vidner om en stor indsats, et hospice, Hospice Djursland til stor gavn. Vi vil savne Peter, og vore tanker går til Peters to børn og deres familie - de har mistet.
Ære være Peters minde."