Fuldt hus til foredrag i Auning med Lone Kühlmann
Da dørene blev åbnet ind til Kulturperronen i Auning klokken 19 onsdag 20 januar, stod de første allerede og ventede på at komme ind og sikre sig en god plads. Da klokken nærmede sig 20 og Lone Kühlmann indtog scenen, var salen besat til sidste plads. Det var lykkedes for arrangørerne, Kulturperronen og Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald, at skaffe stole til 218. Men så var alt inventar, reoler med bøger o.l., også blevet stuvet sammen i et tilstødende lokale.
Formanden for Ældre Sagen Ebbe Dahl bød på elegant og humoristisk vis Lone Kühlmann velkommen og gav en lille introduktion til aftenens emne.
Med udgangspunkt i titlen på sin seneste bog, Vi bliver ikke yngre - fat det! holdt en veloplagt Lone Kühlmann den store forsamling i ånde over begreber som ældre contra unge, og om det at være til stede i den alder man har og ikke forsøge at lyve sig yngre end man er.
Brug for mere plads
Én af deltagerne, Orla Lund, konstaterer, at Kulturperronens rammer var godt og vel fyldt ud - ja, faktisk er de allerede for små.
"Hvis tilstrømningen til arrangementerne på Kulturperronen fortsætter i det omfang som der var denne aften, bør Norddjurs kommune nøje overveje om ikke behovet for en udvidelse af Kulturperronen er til stede, så man ikke hver gang skal ommøblere totalt for at skaffe plads til publikum."