Blåt stempel til yderligere to turistattraktioner på Djursland
Skandinavisk Dyrepark ved Kolind og Ree Park - Ebeltoft Safari er sammen med Danfoss Universe og de to sjællandske, Vikingeskibsmuseet og Arbejdermuseet, optaget i Top Attraktioner. I forvejen er Djursland repræsenteret ved Djurs Sommerland, KattegatCentret i Grenaa og Fregatten Jylland i Ebeltoft.
Med optagelsen af de nye medlemmer runder de i alt 21 Top Attraktioner sammenlagt 5 mio. gæster om året.
Mange af de involverede forlystelser har samarbejdet siden 1982 om markedsføring og distribution. Frem til 2007 under navnet Jyllands Attraktioner og nu under navnet Top Attraktioner.
Klar strategi
"Der ligger en helt klar strategi bag optagelsen af de nye medlemmer", siger Morten H. Andersen, som er foreningens formand.
"Vi har besluttet, at Top Attraktioner skal være den største og mest slagkraftige forening af danske turistattraktioner, og det skal ske på tværs af de forskellige typer af attraktioner. Kort sagt vil vi samle de mest progressive attraktioner i Danmark, og vi er med de 5 nye medlemmer godt på vej til dette."
Alle medlemmerne har også mindst opnået 4 stjerner i Danske Turist Attraktioners stjernemærkningsordning, som er et af kravene, der skal være opfyldt for at blive optaget i Top Attraktioner.
Stor betydning
Direktør Frank Vigh-Larsen, Skandinavisk Dyrepark, er meget tilfreds med, at det nu langt om længe er lykkedes at komme med i Top Attraktioner.
"Vi har forsøgt i mange år uden held, men optagelsen betyder meget for Skandinavisk Dyrepark, fordi vi nu kommer med et i et meget kraftfuldt samarbejde med meget store turistattraktioner i Danmark," siger Frank Vigh-Larsen.
Stifteren af dyreparken i Nødager ved Kolind fremhæver især de langt større muligheder for at lave en effektiv markedsføring, som optagelsen i Top Attraktioner kan tilføre Skandinavisk Dyrepark.
"Jeg opfatter klart vores optagelse som et blåt stempel, fordi man jo kun kommer i betragtning, hvis man har opnået 4 stjerner i Danske Turist Attraktioners stjernemærkningsordning . Nu hører vi til blandt de store på markedet."