Danske Bank Cup Mols for 17. gang
Det er nu 17. gang, at IF Mols og Danske Bank arrangerer det årlige stævne sammen.
"Vi er glade for at være med til at bidrage til 'sund sjæl i sund krop'. Samtidig er det vores indtryk, at fællesskabet blandt de mange deltagere også bliver plejet på en god måde gennem stævnet," siger Susanne Tofte Løcke, Danske Bank Knebel/Ebeltoft Afdeling.
Samarbejdet mellem Danske Bank og Mols IF bærer præg af en klar og enkelt opdeling af arbejdet.
"Det er ledere og frivillige fra IF Mols, der klarer hele den praktiske del af stævnet, mens Danske Bank sponserer indbydelser, programmer, plakater, diplomer og ikke mindst præmier til de unge, der ender på vinderpladserne," siger stævneleder Henrik Fjeldgaard.
Danske Bank sponserer hvert år omkring 200 stævner under navnet Danske Bank Cup med mere end 125.000 børn og unge på deltagerlisterne. Stævnerne varierer meget og er alt fra små stævner i kajakroning og bueskydning til store fodbold- og håndboldstævner.