Tårnur på plads på Ryomgård Realskole
Elever og lærere på Ryomgård Realskole bliver nu hver dag mindet om, hvad klokken er. Et flot tårnur pryder den ene langside af skolens genopbyggede tårn. Uret er en gave fra tre naboer i Ryomgårds gamle bydel med gode relationer til skolen, Kurt Brouer, Daniel Larsen og Per Rasmus Møller og blev overrakt ved indvielsesfesten for tårnet tidligere på året på skolens fødselsdag 7. januar.
Ideen til tårnuret opstod ret hurtigt efter at tårnet sidste sommer begyndte at genopstå. Uret, der kører på Frankfurttid og derfor altid passer, er anbragt på tårnets underdel og vender ud mod skolegården og kan ses såvel fra skolegården, den nye skolebygning og fra det meste af bakken.
Farvel til tårnforeningen
"Det har været udtrykt ønske om, at der også skulle være et ur ud mod Vestergade. Her er pladsforholdene imidlertid stærkt begrænsede. Der har desuden været forslag fremme om at tårnet skal være oplyst af et diskret lys, så det vil være synligt også på de mørke vinteraftner," fortæller Per Rasmus Møller som for år tilbage tog initiativ til dannelsen af Foreningen til genopførelse af tårnet på Ryomgaard Realskole.
Et projekt som ifølge vedtægterne skulle være afsluttet i 2013, når skolen fyldte 100 år. Gode donationer fra både private, sponsorer og ikke mindst La Cour Fonden gjorde, at tårnet kunne rejses fire år før beregnet.
Foreningen til genopførelse af tårnet på Ryomgaard Realskole, der ifølge sine vedtægter skal nedlægges ved opfyldelsen af sit formål, er nu historie. Foreningen blev nedlagt ved en generalforsamling i slutningen af februar.