Danmarks mest omtalte zoo
Munkholm Zoo er sat til salg, og det har været weekendens store nyhed landet over
BALLE Man har nærmest ikke kunne tænde for radioen, åbne for avisen, kigge i tv'et eller logge på facebook uden at få nyheden om, at "på Djursland kan man købe en helt zoo med 400 dyr".
Det er ikke hver dag, at man kan købe en zoologisk have, og det er nok en af forklaringerne på, at det det har fået så meget opmærksomhed.
"Hvis ikke vi får det solgt nu, med alt den opmærksomhed, så får vi det nok aldrig solgt," griner Annelise Munkholm ude fra køkkenet i Munkholm Zoos café.
Meget opmærksomhed
Ja, det er vist ikke en underdrivelse at sige, at Munkholm Zoo har fået meget opmærksomhed de sidste par dage, siden TV2 Østjylland i søndags tog en tur ud til ejendommen med kameraerne tændt.
"På under to døgn har 135 bestilt en salgsopstilling på hjemmesiden. 15-20 stykker af dem har kontaktet os efterfølgende for yderlige informationer, og vi har haft nogle seriøse fremvisninger," fortæller erhvervschef Poul Bech Sørensen fra mæglerfirmaet John Frandsen Erhverv, der har ejendommen til salg.
De har også fået henvendelser fra flere udenlandske journalister.
"Det er da også første gang i John Frandsens 25 årige historie, at vi har en zoologisk have til salg. Og det tror jeg faktisk heller ikke, der er andre, der nogensinde har haft," siger Poul Bech Hansen, der oprindelig er uddannet landmand, og derfor har et godt forhåndskendskab til den type erhverv.
Et livsværk
Selvom det er et helt år siden, at Benny Munkholm først satte zoo'en til salg som skuffesalg, og man fra foråret har kunne se salgsopslaget, så har han og hustruen Annelise Munkholm ikke travlt med at sælge. De håbede dengang, at det ville tage en to-tre år at få solgt.
"Det er jo noget, vi har bygget op helt fra bunden for 25 år siden. Vi har gennemrenoveret alt. Vi elsker stadig at være her," siger Benny Munkholm.
Men byder den rigtige køber sig, så er han klar til at sælge.
"Jeg fylder 62 i november. Det er jo ikke fordi, det er en høj alder. Men vi har sagt nej til meget, og man skal jo begynde at tænke på, hvordan man gerne vil leve den sidste del af sit liv," siger han og drømmer lidt om de ting, han og hustruen Annelise kan nå, når de ikke har en helt zoologisk have at passe.
"Vi kan godt lide at rejse. Måske vi skal tage på festival på Samsø og alt muligt," drømmer han grinende.
Man skal ville det
Flere af de mange stamgæster har reageret på, at Munkholm Zoo er sat til salg. Men "sådan er det jo", som Benny Munkholm siger, og han håber, at de, som ender med at købe det, er nogle gode mennesker, som vil tage sig godt af stedet.
"Vi vil da gerne gå og hjælpe lidt i starten og sætte dem ind i det," siger han.
For det er en stor opgave sådan at have en helt zoologisk have. Og man skal vide, hvad det indebærer.
"Man kan ikke bare komme uden at have en skid forstand på dyr. Jo, hvis man har masser af penge til at ansætte flere dyrepassere. Og så er det en livsstil. Man skal gøre det, fordi man elsker dyr. Det er ikke en af de virksomheder, man tjener to millioner om året på," siger Benny Munkholm.
Og der er nok arbejde i sådan en zoologisk have.
"Sådan nogle dyr, de skider jo ikke pænt i toilettet. Jeg plejer at sige, at en dyrepassers arbejde er 90 procent rengøring. Når vi tager turen rundt, tager det fire-fem timer," siger Benny Munkholm.
Et par seriøse henvendelser
Den 21.043 kvadratmeter store grund med et ejendomsareal på 322 kvadratmeter med over 400 dyr fordelt på omkring 80 arter er sat til salg for 4,5 millioner kroner. Lidt af et røverkøb, vil nogle måske tænke, men man skal også være realistisk for at få købere, lyder det fra Benny Munkholm.
"Begynder man at regne på det, burde det være det dobbelte. Men de tider, der er i dag... Det er svært at låne til at købe noget i udkantsdanmark."
Der har været fem (og snart seks) seriøse fremvisninger, oplyser Poul Bech Sørensen. Tre af dem forretningsfolk, som ønsker at drive stedet videre i samme ånd, men også vil udvikle på stedet.