LAG Djursland tager hul på fremtiden – men manglende regering forsinker
Den nye Lokal Aktionsgruppe, LAG Djursland, havde i 6. december indkaldt til borgermøde for at få inputs og inspiration til, hvordan de skal fremme livet på Djursland i de kommende fem år.
Godt 30 idérige og vokale Djursland-borgere havde taget imod invitationen og var mødt op på Allingåbro Hotel den 6. december, hvor Lokal Aktions Gruppe Djursland – LAG Djursland – havde indkaldt til borgermøde for at få input til strategien for de næste fem år, hvor gruppen skal uddele EU-midler til landdistrikters udvikling.
Et godt og givtigt møde, fortæller bestyrelsesformand for LAG Djursland, Marianne Als Nielsen.
»Det var et inspirerende møde, hvor der kom en masse, der gerne ville have ordet og bidrage med på bud på, hvad den nye LAG skal beskæftige sig med,« siger hun.
»Der var meget snak om uddannelse, infrastruktur og mødesteder blandt andre for unge,« fortæller formanden.
Djurslands styrker og svagheder
Sideløbende med borgernes input er LAG Djursland også i gang med at få analyseret landsdelens styrker og svagheder - en såkaldt SWOT-analyse - af konsulent fra Orange Elevator - og på mødet gjorde hun en status over det fortsat pågående analysearbejde.
»Vi kunne høre, at Djursland er et godt sted for mindre iværksætter-virksomheder. Selvom analysen ikke er færdig, og vi ikke gik i dybden med årsagerne, så så vi statistik på enkeltmandsvirksomheder og virksomheder med en-fire medarbejdere, og her er vi lige så gode som på landsplan, hvis ikke bedre,« fortæller LAG-formanden.
Summen af borgerinput og analyseresultater skal bestyrelsen i LAG Djursland så samle i starten af det nye år og omsætte til strategi for de i alt knap 2,5 mio. kr., LAG Djursland uddeler årligt til støtte og udvikling af landdistrikter for både erhvervsliv og foreningsliv samt hav- og fiskerierhverv.
»Jeg ser frem til at dykke dybere ned i analysen. Det var heller ikke alt, der kunne nås at blive italesat på mødet, men vi er i fuld gang med processen nu, og så samler vi trådene til januar og sender strategien i høring. Hvorefter den så skal godkendes i det, der for nuværende hedder Bolig- og Planstyrelsen,« siger Marianne Als Nielsen.
Regeringsdannelse spænder ben
Men netop den endelige godkendelse fra staten, er der en hel del usikkerhed ved i øjeblikket, fortæller LAG-formanden. Den regeringsdannelse, der onsdag skrev historie som en af de længstvarende, kan potentielt forsinke tempoet, hvormed LAG Djurslands strategi bliver godkendt, og de kan starte arbejdet med at uddele støttemidler lokalt.
»Fordi, der potentielt kan komme en ny minister på området, er det uklart, hvad der er hvad, og hvad der kommer til at ske. Så vi skal nok ikke regne med, vi får noget godkendt før april, og hvis vi er heldige, kan vi tage de første ansøgninger til behandling i løbet af sommeren. Så vi må have lidt tålmodighed,« siger Marianne Als Nielsen om, hvornår LAG Djursland kan tage hul på arbejdet for 2023-2027.
LAG-støtten har i den seneste periode på de forudgående syv år opereret efter en fordelingsnøgle, der ligger omkring 60 procent til erhvervsrettede formål og 40 procent på landdistriktsudvikling for foreninger og borgere. Den fordeling vil som udgangspunkt fortsætte i det nye LAG, siger hun.
»Det er jo i høj grad erhvervet, vi må støtte. Kommunerne kan jo som sådan ikke gå ind og støtte sine virksomheder, så vi har lidt noget andet at gøre med, selvom virksomhederne også selv skal bidrage til projekterne. Vi giver et skub, så folk kan komme videre,« siger hun.
Hvor der i den tidligere periode har været særskilt nedskrevet, at især fødevare- og turisterhvervene blev støttet af LAG-midlerne, lyder det fra formanden, at det punkt kan ske at blive udvidet, men da strategien langt fra er på plads, kan hun ellers ikke for nuværende pege på, om og hvordan den nye LAG Djursland-strategi kommer til at se anderledes ud.
I generelle termer håber Marianne Als Nielsen at få ansøgninger ind fra alle, der kan udvikle og understøtte »det gode liv på landet.«
»De, der kan bringe liv som erhvervsliv, foreningsliv og skabe fællesskaber og mødesteder for at sætte lidt buzz-words på,« siger hun.
Gammel LAG videreføres
Tilbage i september blev et ny LAG Djursland sammensat efter den seneste periode fra 2014-2022, og det løber frem til 2027, som det ser ud nu. Marianne Als Nielsen blev på generalforsamlingen i september valgt som formand for de næste to år.
”Gammel LAG” har fortsat aktive projekter, som rækker ind i både 2023 og 2024, og hvorvidt de skal overdrages til den nye bestyrelse eller afvikles særskilt er endnu uklart. Det samme har LAG Djurslands koordinator, for nuværende Helle Breindahls, rolle også været uafklaret. Det er den for så vidt fortsat, men LAG Djursland har hyret koordinatoren til at være med i den forestående udviklingsstrategi.
Herefter er det op til den eventuelle nye minister på området, når regeringen er på plads at afgøre, hvorvidt den nye LAG Djursland kan få overdraget den tidligere gruppes projekter, og om Helle Breindahl kan og vil fortsætte i rollen som koordinator.