De er røde - de er hvide
Maling på fire fodgængerovergange i Grenaa midtby blev ikke lavet som opbakning til det danske fodboldlandshold, men for at øge sikkerheden for de gående trafikanter.
Der blev gættet heftigt på, hvad formålet var med at male fire fodgængerfelter i Grenaa midtby røde og hvide forleden.
Var det for at give opbakning til det danske fodbold, mens det endnu var i aktion på banerne ved VM i Qatar? Eller skulle det give dronning Margrethe en særlig velkomst, når hun om nogle uger skal holde juleaften på Djursland?
Ingen af delene.
Formålet er, at sikre større opmærksomhed omkring felterne, så bilister, motorcyklister, knallertkørere og cyklister ikke er i tvivl om, at de skal være opmærksomme på, at der kan komme gående over vejen.
Nogle har kædet malingen af felterne sammen med den triste kendsgerning, at en 90-årig kvinde fra Grenaa 10. juni mistede livet, da hun i et af de fire felter, som nu er malet i skrappe farver, blev ramt af en kassevogn ført af en 40-årig mand fra Grenaa.
Men da det skete, havde politikerne i kommunalbestyrelsen allerede truffet beslutning om, at der skulle gøres noget for at sikre fodgængerne bedre i de fire fodgængerfelter i Kannikegade og Søndergade. Pengene var bevilget, men først nu var der tid til at gennemføre arbejdet.
På fem år har der været tre ulykker med personskade - og altså et dødsfald - i de fire fodgængerfelter.
Dødsulykken kostede en 40-årig mand fra Grenaa tre års fængsel, da retten vurderede det af afgørende betydning, at han havde røget hash inden køreturen.