Lena pakkede sit liv på to timer og flygtede fra Putins angreb – nu bager hun på fuld tid i Auning

Olena Prokhorova har siden marts boet på Djursland, og har ud over at møde et uvurderligt venligt og hjælpsomt lokalmiljø fundet sig til rette i en hverdag langt fra hjem og familie, fordi en lokal virksomhed gav hende chancen.

Artiklens øverste billede
Olena Prokhorova flygtede fra Ukraine med sin søn og forlod familie, venner og en uddannelse som advokat for en usikker fremtid. Nu har hun fundet nogenlunde ro som surdejsbager på fuld tid i Auning. Foto: Forrådskammeret.

Hos Forrådskammeret på Centervej i Auning har Olena Prokhorova siden klokken 8 været i gang med at bage surdejsbrød til caféens åbning. Sammen med sin chef, indehaver Pernille Egeriis Lægs Hansen, har hun taget plads ved et af caféens spiseborde og har taget en pause fra forberedelserne for at fortælle sin historie.

Olena Prokhorova - eller bare Lena, som hun helst vil kaldes - er egentlig advokat. Dermed er det lidt af et karrierespring for hende at bage surdejsbrød. Men da hendes hjemland Ukraine blev invaderet af russiske styrker den 24. februar, vendte det Lenas - og så mange andre ukraineres - liv på hovedet.

Siden marts har hun sammen med sin søn David på syv år boet på Djursland, og bagergerningen har været nøglen til en følelse af normalitet for den 33-årige ukrainer, mens hun er blevet plumpet ned i et nyt land, et nyt lokalområde og en ny realitet.

»Jeg fryser, jeg vil hjem«

Vejen til Djursland for Lena Prokhorova og hendes søn David var lettere tilfældig.

Kort efter de russiske styrkers invasion af Ukraine bredte utrygheden og usikkerheden sig til Lenas hjem og familie i Kryvyi Rih i det centrale Ukraine, der også er den præsident Volodymyr Zelenskyjs fødeby. Derfor frygtede Olena, at byen ville være et mål for russiske angreb, så da hun en morgen fik nys om et evakueringstog mod Polen, besluttede hun sig for at pakke.

»Vi sad og spiste morgenmad klokken 8 og fandt ud af, at toget ville køre klokken 11. Jeg var totalt forvirret. Mine forældre kom; de var meget bange. ’Vent med at tage afsted,’ sagde min mor, mens min søn græd, var bange og ikke havde lyst til at rejse. Det var en svær beslutning, og jeg tvivlede, for der var stille i min by. Jeg tænkte kun på, min søn skulle være sikker, og nu har min by problemer med strøm, varme og vand, så det var den rigtige beslutning,« siger hun.

»Jeg vil aldrig glemme at skulle forlade mit hjem og pakke hele mit liv ned i en lille taske på få timer og rejse, uden at vide, hvor du skal hen.«

På togstationen stod tusindvis af mennesker og søgte en vej ud af Ukraine med evakueringstoget.

»Forvirringen var total, der var tusinder af mennesker, og luftalarmerne lød hele tiden. Det var koldt. Min søn begyndte at græde: ’Hvorfor er vi her? Jeg fryser, jeg vil hjem’,« fortæller hun.

Men Lena holdt fast. Toget førte dem til Polen, hvor de brugte ti dage. Lena skrev til en gammel skoleveninde, at hun havde taget toget ud af Ukraine. Tre dage senere mødtes de i Polen. Veninden havde en skolekammerat, der har boet på Djursland i fem år, som de kontaktede. »Kom herop, her vil I få det godt. Men skynd jer,« lød det. Kort efter var flybilletten bestilt.

Lena og David blev sammen med veninden og hendes søn hentet i lufthavnen, da de nåede til Danmark og blev kørt ud på det gamle plejecenter Bakkely som nogle af de første ukrainske flygtninge dér. Med det samme begyndte alt at være »ikke-slemt«, som Lena Prokhorova beskriver det.

Forelsket i caféen

På Bakkely blev de to familier mødt af frivillige, der hjalp dem på plads, og gav dem tøj, møbler og mad fra bunkerne af donationer.

»Jeg husker en frivillig ved navn Mette inviterede os ind på værelset, og det var et behageligt chok. Der var lyst, rart, sengen var redt, og køleskabet var fyldt med mad. Vi stod bare og måbede: ’Er alt det her til os?’,« siger Lena Prokhorova, mens stemmen knækker otte måneder efter.

På Bakkely mødte hun også sin fremtidige chef Pernille, der var taget op til det gamle plejecenter med mad fra caféen. De faldt i snak, og da Lena en dag var ude at gå på Centervej, inviterede Pernille indenfor, og Lena forelskede sig i straks i stedet.

»Har I ikke brug for rengøring? Jeg vil gerne arbejde her. Her er hyggeligt og smukt, sagde jeg til Pernille,« husker Lena Prokhorova.

Hun afventede dog stadig papirer på, at hun kunne arbejde i Danmark. Den første måned, efter hun fik dem, arbejdede hun på en gulerodsfarm. Et hårdt job, fortæller hun, men også et, hun var taknemmelig for.

»Jeg vidste fra starten, at jeg ville have et arbejde - ikke sidde og lave ingenting. Jeg ville gerne kunne købe ting til min søn, som han ønskede sig. Vi så, at lønnen var mindre end tilskuddet fra kommunen, men det var virkelig rart at tjene sine egne penge,« siger hun.

Tag en chance

Pernille Egeriis Lægs Hansen var imidlertid presset i caféen og manglede folk til at gøre rent og gå til hånde, og da hun hørte fra de frivillige, at de ukrainske kvinder på Bakkely havde splittet køkkenet ad for at kunne gøre vandrørene rene indvendigt, tænkte hun straks, at der var en grundighed, hun kunne bruge i caféen.

Hun fik fat i Lena, der begyndte med to vagter første uge, men hurtigt så Pernille, at den arbejdsmoral og -glæde, Lena lagde for dagen, var unik. Så Lena startede fuld tid. Med ét skrællede hun kartofler og lavede sandwiches, og hendes lærenemhed blev ved med at overraske Pernille.

»Lena har allerede fået to lønstigninger, fordi jeg kan betro hende mere og mere arbejde. Første skridt var ’Kan du skrælle den her kartoffel, kan du lave den her salat?’ Nu er det surdejsbrødet. Det tog hende en uge at lære. Mad er håndværk, og det kræver, du fejler undervejs, men Lena har ikke fejlet halv så meget, som jeg har gjort gennem tiden,« siger Pernille Egeriis Lægs Hansen og fortsætter:

»Jeg har så meget tillid til Lenas arbejde. Hun viser altid, at hun vil imponere mig med sit arbejde, og hun går virkelig op i det. Det har været let at betro hende surdejsbageriet.«

Pernille Egeriis Lægs Hansen håber, at der er flere små virksomheder og forretninger, der vil tage en chance og tage ukrainske flygtninge ind - selv i små jobs, der så kan udvikle sig derfra - for hun er selv blevet positivt overrasket.

»Hun har også reddet mig; jeg var ved at gå ned med stress og kunne ikke ansætte folk til det, jeg havde brug for, for ingen vil tage den type arbejde. Jeg mærkede, hvad Lena ville være tryg ved, og hun blev bare ved med at imponere, og nu arbejder vi side om side,« siger hun.

Arbejde gør alt mere normalt

For Lena Prokhorova har arbejdet i caféen også været med til at skabe en hverdag, der selvsagt ikke kan få hende til at glemme det, hendes venner og familie oplever hjemme i Ukraine, men i hvert fald er med til at skabe en følelse af en normal tilværelse i et fremmed land og en ny situation.

»Arbejde hjælper dig med at gøre livet normalt. Indtil jeg fik arbejde sad jeg bare og læste nyheder og så videoer hjemmefra og bekymrede mig, og det kan du ikke holde til i længden. For mig var det nødvendigt med et arbejde for at kunne føle mig normal, og det gør du, når du har et arbejde, en hverdag, en lejlighed og planer i weekenden. Vi prøver bare at leve et normalt liv - og så om aftenen kan man læse lidt nyheder og græde. Men ikke hele dagen. Arbejde, hverdag og så lidt krig,« siger hun.

Taknemmelighed gennemsyrer hele Lenas årsag til at dele sin historie. Måden, hun er blevet mødt på af lokalsamfundet har gjort et stort indtryk, og ikke mindst menneskene, der har hjulpet hende på vejen.

»Jeg vil gerne have, at det her bliver en tak. En tak til kommunen, til de frivillige, dem, der arbejder i skolen, og så videre. Jeg har kun mødt vidunderlige mennesker, og jeg ved, det kan være anderledes for andre, men jeg har ingen ord for det, jeg er blevet mødt med.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.