Uden offentlig støtte dropper mange psykologen
Omkring 80.000 danskere får årligt psykologhjælp med en henvisning fra egen læge, men hvis de selv skulle betale for forløbet, vil rigtig mange helt at undlade at gå til psykolog, viser undersøgelse.
Hvert år søger tusindvis af danskere hjælp hos psykologer med en henvisning fra egen læge i hånden. Henvisningen sørger for, at den enkelte får et offentligt tilskud til behandlingen, så egenbetalingen ligger på 350 kroner per konsultation.
Mens der i 2021 var rekordlang ventetid på psykologhjælp i det offentlige, så viser en ny undersøgelse, at prisen på et psykologforløb er den afgørende faktor, der kan få mange til at droppe at få behandling.
Sårbare unge
Her svarer lidt over halvdelen af de adspurgte, som har været i et psykologforløb inden for de seneste fem år, at de helt ville droppe at søge behandling hos en psykolog, hvis de selv skulle betale for forløbet, mens hver fjerde vil skære ned på antallet af konsultationer.
Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige.
Og den store økonomiske forskel på offentligt tilskud eller fuld egenbetaling vil især ramme nogle af de mest sårbare og udsatte grupper, siger Louise Brix, der er fagchef for sundhed i Gjensidige, i en pressemeddelelse.
»Vi kan se, at især unge er meget sårbare i forhold til egenbetalingen, og fordi den gruppe ofte skal have lidt længere behandlingsforløb, vil en stigning i betalingen også ramme dem hårdere,« siger hun og peger blandt andet på de lange ventetider for 18-24-årige, der søger behandling for angst og depression uden egenbetaling som et billede på, hvor stor en rolle egenbetalingen spiller.
Tid - en vigtig faktor
Det offentliges udgifter til psykologhjælp har været støt stigende de sidste år, og ligger i dag et stykke over 260 millioner kroner. Og det er penge, der er godt givet ud, da de er med til at afhjælpe mange problemer, der ellers ville vokse sig større over tid, vurderer Louise Brix.
»Ventetider og udfordringer med at finde økonomi til behandling er to store udfordringer i forhold til at søge hjælp hos en psykolog. Men de, der ender med at fravælge at søge hjælp af de årsager, kan ende med en endnu større regning senere, hvis eksempelvis stress og depression ikke bliver behandlet,« siger Louise Brix.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs