Ringen er sluttet: Enestående dansk motorcykelhistorie vender hjem til Mosten og Allingåbro

Den speciallavede 'chopper' ved navn 'Capricious Delight' er blevet doneret til klubben Mosten MC og blev præsenteret ved stor ståhej efter generalforsamling i weekenden.

Artiklens øverste billede
Den svenske langgaffel-chopper, Capricious Delight, er kommet til Djursland, og dermed er ringen sluttet for den drøm, der startede for Hasse Dansk (3. fra venstre) og Mosten MC med formand Johnny Kristensen (2. fra venstre) tilbage i 70'erne. Privatfoto: Johnny Kristensen.

Det gamle danske mundheld »med liv og sjæl« kan ikke påstås at være en overdrivelse, når det kommer til motorcyklen ’Capricious Delight’.

Hans Gjesing - eller Hasse Dansk, som han kendes i MC-kredse - har siden sin migration fra Djursland til Sverige i 1978 netop lagt liv og sjæl i den håndlavede opbygning af en særlig såkaldt langgaffel-’chopper’.

Harley Davidson-cyklen, der har fået navnet ’Capricious Delight’, har med sine unikke dele og langt fra almindelige lakering prydet magasiner over det meste af Norden - og uden for.

Nu har cyklen, der repræsenterer Hasse Dansks livsværk, fået et nyt hjem: Djursland. Fra lørdag befinder maskinen sig permanent i Allingåbro hos motorcykelklubben Mosten MC, der i år har markeret 40 års-jubilæum.

På den måde er ringen sluttet, forklarer formand for Mosten MC, Johnny Kristensen.

Drømmen fra Djursland

For historierne om Hasse Dansk og ’Capricious Delight’ og Mosten MC er viklet sammen om hinanden. Hasse Dansk var selv en del af det omfattende MC-miljø omkring Allingåbro, hvoraf Mosten MC udsprang tilbage i start-firserne.

Han og Jan Stensgaard fra Allingåbro flyttede fra Djursland til Sverige for at jagte deres drøm; at specialbygge motorcykler. En drøm, der var umuliggjort herhjemme til skrappere regler for, hvor meget en motorcykel må ombygges, før den ikke længere må slide dansk asfalt.

»De tog sammen til Sverige i ’78 for at udleve deres drøm om at bygge hver sin chopper fra bunden. De havde ikke kongens mønt, så de gik for lud og koldt vand, for det hele handlede om at bygge deres cykler. Så den er også billedet på det liv og den drøm, de to havde,« fortæller Johnny Kristensen.

’Capricious Delight’ er ikke en motorcykel, som motorcykler er flest, forklarer formanden.

»En chopper er kendetegnet ved en lang forgaffel, men den her er bygget på en særlig måde, så der kun findes den ene. Det er håndværk i allerhøjeste klasse. Så er det jo Bosse Jensen, der har malet den. Han maler ikke hvad som helst for hvem som helst. Det er en fuldstændig unik cykel,« forklarer Johnny Kristensen.

»Penge betyder ingenting«

Hans Gjesing kan på grund af helbredsproblemer ikke rigtig køre på sin specialbyggede cykel og har længe gået med overvejelser om, hvad der skulle ske med hans hjertebarn ’Capricious Delight.’

»Jeg har besluttet at donere ’Capricen’ i stedet for at sælge den, som I ved. For at undgå at min øjesten bliver til en simpel vare, der i værste fald aldrig vil ses igen i sit gamle design,« skriver Hasse Dansk om sine overvejelser.

»Pengene betyder ingenting i det her spil,« forklarer Johnny Kristensen.

»Der er lagt så mange timer i den cykel, og der findes kun den ene. Den er kendt i hele Norden og Europa og har været i mange magasiner. Der er pengemænd, der har ringet og ville købe den, og han kunne nemt få flere hundrede tusinde kroner for den, det har han afvist.«

For de uindviede, der hverken kører eller skruer i motorcykler, kan den tankegang være lidt vanskelig af forstå.

»Det kan bedst sammenlignes med, hvis du eksempelvis har opbygget en virksomhed, bare for at se noget gro; du er ikke kapitalist. Det er sådan, Hasse tænker. Han kunne sagtens få mange penge for den, men det er ligegyldigt. Den cykel er simpelthen hans barn, hans liv,« forklarer Johnny Kristensen.

Derfor er det også med en ganske særlig ærefrygt, benovethed og stolthed, at Johnny Kristensen og Mosten MC har takket ja til at modtage ’Capricious Delight.’

»Det er jo en kæmpe cadeau, at Hasse vælger Mosten MC. Det er vi stolte af. Det er - med hans egne ord - fordi, der er styr på tingene i Mosten MC. Når vi går ind for noget, så bliver det sådan, og der er ingen løse ender,« siger Johnny Kristensen.

Nok se, ikke køre

’Capricious Delight’ blev præsenteret for resten af klubben Mosten MC i forbindelse med generalforsamlingen lørdag, hvor den hidtil har været en velholdt hemmelighed for resten af klubben.

Penge betyder ingenting i det her spil. Der er lagt så mange timer i den cykel, og der findes kun den ene. Den er kendt i hele Norden og Europa og har været i mange magasiner. Der er pengemænd, der har ringet og ville købe den, og han kunne nemt få flere hundrede tusinde kroner for den, det har han afvist.

Johnny Kristensen, formand Mosten MC

Formand Johnny Kristensen er en del af en gruppe betroede Mosten-medlemmer, der har fået cyklen overdraget. En af grundene til, at netop Mosten MC har fået cyklen, er ifølge formanden, at klubben både vil ære den cadeau, Hasse Dansk har vist dem, og samtidig har blik for at folde historien ud om den særlige cykel.

»Vores plan er at udstille den i et ’glasbur’ hos os. Det er en unik cykel, og derfor vil vi udstille den, hvor vi også beskriver dens historie. Der er ikke nogen, der skal køre på den,« forklarer formanden og fortsætter:

»Jeg er så langt fremme, at jeg tænker: Jeg kender mange, der har specielle motorcykler, og Allingåbro har en fantastisk historie og et omfattende motorcykelmiljø, så jeg kunne godt se, man lavede et motorcykelmuseum kombineret med det, vi i forvejen har i Allingåbro med Djursland for Fuld Damp.«

Et eksempel på ’Capricious Delights’ omdømme i udlandet kom til udtryk ved tre kiltbærende gæster til lørdagens præsentation.

Spike Logan og Bob Brown fra den lille by Symington syd for Glasgow opdagede i 1984 en artikel i Back Street Heroes-magasinet med Hasses chopper. De blev fuldstændig betaget af maskinen og brugte mange timer på at genskabe detaljerne på en engelsk maskine, har de tidligere fortalt til H-D Journalen.

Det kom Hasse Dansk for ører, og der udviklede sig et venskab på tværs af Nordsøen. Sammen med Spikes søster, Allison Logan, var de også til stede ved overdragelsen hos Mosten MC lørdag.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.