Knivdrab i Ebeltoft: Snart starter retssagen
50-årige Britt Kaiser Palmgren blev i januar knivdræbt ved sit hjem i Ebeltoft. 10. oktober starter retssagen, hvor hendes samlever er tiltalt for manddrab.
Britt Kaiser Palmgren blev bestialsk dræbt ved sit hjem på Strandgårdshøj i Ebeltoft i januar i år.
10. oktober starter retssagen i Retten i Randers, hvor Britt Kaiser Palmgrens samlever, Frank Brix Danielsen, blandt andet er tiltalt for manddrab.
Meget voldsomt
Det var natten til den 23. januar, at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om, at en 50-årig kvinde var blevet overfaldet og stukket gentagende gange med kniv. Der var hurtigt politi og ambulancer på stedet, men kvindens liv stod ikke til at redde.
Kort efter blev samleveren anholdt på en adresse i Aarhus, og han har efterfølgende siddet varetægtsfængslet i sagen.
I anklageskriftet står den 53-årige tiltalt for med to knive at have stukket og skåret sin samlever adskillige gange, hvilket gav 78 læsioner forskellige steder på kroppen.
»De mange stik og læsioner viser, at det har været et meget voldsomt overfald, og ud fra politiets efterforskning er det vores vurdering, at det var den 53-åriges hensigt at slå sin samlever ihjel,« udtalte specialanklager Birgitte Ernst tilbage i juli, da anklageskriftet kom.
Ud over selve drabet er den 53-årige også tiltalt for drabsforsøg ved at have taget et længerevarende kvælertag på samleveren, ligesom han er tiltalt for vold ved i en periode forud for drabet at have slået den 50-årige kvinde flere gange.
Sagen kører som en tilståelsessag, og retsmødet er offentligt.