Vivild: Efterskole klar-parat-til start

Vivild Efterskole er fortsat meget eftertragtet blandt landets 9. og 10. klasses elever, og det kommende skoleår byder på flere nye tiltag

Artiklens øverste billede
Der skal en del udstyr til et år på idrætsefterskole, men heldigvis er mor og far med til at hjælpe med at bære. Foto: Vivild Gymnastik- og idrætsefterskole

Onsdag 10. august mødte 184 spændte, måske lidt nervøse, elever op til et skoleår på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole. Alle pladser er, som de plejer at være, fyldte, og skolens 39 ansatte er klar til at give eleverne i 9. og 10. klasse et år, de forhåbentligt aldrig glemmer.

I spidsen står Per-Olaf Schmidt, som fortsat er konstitueret forstander.

«Vi glæder os til det kommende skoleår, og vi føler os meget privilegeret over, at så mange vælger os til deres efterskoleår.«

Generelt oplever de fleste efterskoler i landet større og større interesse, og der har således aldrig været så mange efterskoleelever som i disse år. På Vivild er ventetiden til en plads på 10. årgang tre år.

Der er ingen grund til at lave om på noget, der fungerer, og derfor kan Per-Olaf Schmidt også fortælle, at de fleste ting fortsætter, som de plejer.

Vi tilbyder det samme, som vi plejer Mere af alt det gode, kan man sige. Vores elever søger os netop, fordi vi ikke har linjer. I stedet kan vores fag frit kombineres, og selv om det ikke er linjer, så har vi et højt niveau i vores undervisning,« erklærer han.

Der er dog også nogle nye tiltag på vej, der kommer til at præge hverdagen for både elever og lærere.

Succes med 9. klasse

Fordelingen af drenge og piger er på efterskolen cirka halv-halv, og ud af de 184 elever er 34 tilmeldt 9. klasse.

Lige nu er en tendens på mange efterskoler landet over, at 9. klasserne nedlægges, men på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole vokser antallet af elever, som ønsker at afslutte den obligatoriske folkeskole med et år væk fra mor og far.

»Vi er specielt glade for, at vi fortsat har så stor søgning på vores 9. klasser. Det skyldes nok dels, at vi har absorberet noget af det, som er et resultat af, at flere efterskoler har måttet lukke deres 9. klasses tilbud, og dels fordi vi har et lidt anderledes tilbud end andre steder. Vi har valgt at køre med en holdstørrelse, der svarer til halvanden klasse med en tolærer-ordning, og det er tilsyneladende et tilbud, der rammer godt,« siger Per-Olaf Schmidt.

Nye mobil-regler

De fleste elever kommer på Vivild for at spille en hel masse bold og lave noget gymnastik. Og selvfølgelig blive en del af et fællesskab, men det sidste kræver i følge Per-Olaf Schmidt, at skolen forholder sig grundigt til problematikken omkring mobiltelefoner, og inden sommerferien fik de nye elever derfor et brev, hvor de blev oplyst om, at der fra skoleårets start vil være helt nye mobilregler.

»Vi mener, at vi som skole har en forpligtelse til at bidrage til digital dannelse af de unge, men det kan være en svær øvelse at finde balancen mellem forbud og dialog. Vi har dog besluttet, at i år gør vi to nye ting: Tidligere skulle mobiltelefonerne ligge på værelserne i løbet af dagtimerne, men nu sætter vi så at sige dagen fri. Det betyder, at eleverne må have mobiltelefoner på sig hele dagen, og så vil vi gennem dialog arbejde på at bevidstgøre dem om, hvad telefonerne bruges til, hvor meget og hvorfor.«

Den anden nye regel er, at de skal aflevere dem om aftenen, inden de skal sove. Her har det pædagogiske personale på Vivild erfaret, at de unge mennesker skal have lidt hjælp.

»Alle undersøgelser viser, at telefonerne er den største synder i forhold til nattesøvn, og den har de altså brug for. Samtidig får vi i aftentimerne skabt et nærværende fællesskab på gangene og på værelserne, hvor telefonerne ikke fylder. Vi er spændte på, om de her tiltag kan vise eleverne et alternativ til måden, de plejer at bruge telefonerne på, og selvfølgelig også, om det kommer til at skabe alt for mange konflikter, eller om de er med på at give det en chance.«

Padelbaner

Heldigvis er der masser at give sig til på efterskolen, derude i den fysiske verden, væk fra skærmene. Og i løbet af næste skoleår bliver der flere ting at kaste sig over.

Efterskolen er i gang med at planlægge to nye padelbaner. De skal etableres i en såkaldt ’kold hal’ og forbindes med skolens fitnessfaciliteter, som også bliver udvidet.

»Begge dele er der stor interesse for hos vores elever, så det bliver godt at få det sat i søen,« siger Per-Olaf Schmidt og tilføjer, at padelbanerne også kommer til at kunne bruges af de lokale borgere i Vivild.

Hvad med ledelsen?

Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole så dagens lys første gang i 1932. Skolen har været ledet af en konstitueret ledelse siden oktober 2020, men det er på trods af flere forsøg endnu ikke lykkedes at finde en ny permanent ledelse for skolen.

Per-Olaf Schmidt ønsker ikke at kommentere på fremtiden, men formand for skolens bestyrelse, Jens Krogsgaard siger følgende:

»Vi kan sige, at som det er nu, så har vi indtil videre en konstitueret ledelse med Per-Olaf som forstander, og så er der gang i en proces mellem bestyrelse og medarbejdere om at finde en god og permanent løsning. Lige nu er det dog vigtigt, at vi tager vi os tid til at få det hele snakket godt igennem frem for at gå i panik. Derfor kan jeg heller ikke give en tidshorisont, men jeg forventer, at vi melder noget ud i løbet af det første halve skoleår.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.