Nørager er bedst i Danmark og vinder Lokaldysten for andet år i træk
Deltagerne i Nørager tilbagelagde 2254,8 kilometer svarende til 7,16 km pr. indbygger
I landsbyen med de 315 indbyggere sidder cykeltrikot’et aerodynamisk stramt og lægmusklerne er trænet til den store travetur. Nørager mere end fordoblede deres i forvejen imponerende resultat fra sidste år, og kan nu også kalde sig vinder af Lokaldysten 2022. Den motionsvilde landsby tilbagelagde i år over 7 kilometer pr. indbygger, hvilket er det bedste resultat blandt alle Lokaldyst deltagere i hele Danmark nogensinde.
Med titlen følger en pengepræmie på 5.000 kroner, som Nørager vil bruge til projektet ”fællesskab for alle.
Bevægelse, fællesskab og sammenhold indrammer de sidste fire uger i Norddjurs landsbyerne Nørager, Gjerrild, Øster Alling og Vivild, hvor indbyggerne har løbet og cyklet i Lokaldysten. I al slags vejr er løbeskoene blevet kridtet, cykelhjelmen spændt og traveskoene snøret i kampen om at blive det mest aktive lokalsamfund. ”
510 borgere deltog
Selvom vejret ikke var med motionisterne hele vejen, forhindrede det ikke i alt omkring 510 borgere fra Vivild, Nørager, Gjerrild og Øster Alling i at komme ud og deltage i årets Lokaldyst.
Ung som gammel begav sig ud på en cykel, løbe- eller gå-rute, og i Nørager tilbagelagde de i alt 2254,8 km svarende til 7,16 km pr. indbygger. Af den grund løber de med sejren som det mest aktive lokalsamfund i Norddjurs Kommune. Måske det skyldes at det i år holdt tørt i Nørager under hele arrangementet. Sidste år tilbagelade landsbyen 3,09 km pr. indbygger i silende regn, hvor gummistøvler næsten virkede som mere oplagt fodtøj end kondisko.
»Mangfoldigt motionsevent«
At Nørager på den måde løb fra alle andre, kan godt sætte kommunens konsulenter på ekstra arbejde, spøgte borgmester Kasper Juncher Bjerregaard, da han overrakte pokal og check til lokalsamfundet i Nørager foran cirka 70 fremmødte borgere:
»Vores fritidskonsulenter kommer nok på hårdt arbejde med at finde nogle modstanderbyer, der tør stille op mod jer. Med jeres indsats og sammenhold i Nørager, skal man nemlig stå tidligt op for at følge med.«
Borgmesteren pointerede dog også, at netop til Lokaldysten vinder man, når man stiller op:
»Lokaldysten er et mangfoldigt motionsevent, der skaber sammenhold og fællesskab blandt borgerne i byen. For her samles alle byens borgere, uanset alder, grad af sportspåklædning og udstyr samt fysisk form.«
Startede i 2013
Lokaldysten startede som en venskabelige dyst mellem to lokalsamfund i Viborg kommune tilbage i 2013. Efterfølgende har det vokset sig endnu større, og i år deltager lokalsamfund fra Nordsjælland, Midtjylland og Østjylland.
Lokaldysten i Norddjurs er et samarbejde mellem DGI Østjylland, Bevæg dig for livet kampagnen og fire lokalsamfund i Norddjurs Kommune. Hele målet med Lokaldysten er at sætte fokus på idræt, bevægelse og sundhed, ikke mindst i fællesskab med andre.
Kort fortalt dyster lokalsamfundene i en kommune om at tilbagelægge flest kilometer ved løb, cykling og/eller gang. Vinderen kåres ud fra, hvilket lokalsamfund som har bevæget sig mest pr. indbygger. Og den vindende landsby hædres af borgmesteren og får en pengepræmie på 5.000 kroner til et eller flere udviklingsprojekter.
Sidste år var der også en samlet kommunal konkurrence mod de deltagende bysamfund i Syddjurs Kommune. Men her afholder de først deres lokaldyste i august og september, og derfor er der i år ikke en kommunal kappestrid.
ab