Auning Camping med blandt de ti procent bedste i verden
Gode anmelder på Tripadvisor har ratet campingpladsen i Auning blandt de ti procent bedste i verden
I sidste uge ramte en stor nyhed campingfatter Bjarne Nielsen og hans team, da Auning Camping af Tripadvisor blev ratet i ’Travellers Choice 2022’.
Travelers’ Choice anerkender virksomheder, der får konsekvent gode anmeldelser på anmelderplatformen Tripadvisor. De vurderes her som værende blandt de 10 procent bedste af verdens virksomheder i den aktuelle branche. Campingpladser indgår i samme kategori som hoteller etc.
»Så spørg lige, om han var stolt, ham på den lille plads midt på Djursland,« griner campingfatter, der var hurtig til at give rosen videre til sine medarbejdere med besked om, at de skulle klappe sig selv på skulderen.
»Et godt normal-år«
Corona-pandemien fik som bekendt danskerne til at blive hjemme og holde ferie i Danmark, og campingpladser, feriehuse og de øvrige leverandører af oplevelser, mad med mere noterede generelt god omsætning. Også Auning Camping havde fine besøgstal.
I år hvor det igen er muligt at søge til destinationer udenlands, rammer tallene nok i højere grad normalen, vurderer Bjarne Nielsen.
»Min bedste vurdering er, at vi kommer til at ramme et godt normal-år. Vores gæster bliver dem, der er vant til at feriere i Danmark og så det unge par, der under coronaen fandt ud af, at naturen i Danmark er lige så fin som den er i Zimbabwe, Portugal eller andetsteds. Dem tror jeg, at vi får besøg af igen - de har fået smag for naturoplevelser herhjemme.«
Flyttede på byggeplads
Som regel er vinterperioden på en campingplads stille, og der pustes ud efter sæsonen. Men på Auning Camping har Bjarne Nielsen langt fra været stille. De seneste to vintre har han haft gang i en total-renovering af servicebygningen.
»Min bedre halvdel siger det på den måde, at jeg i vinteren 2020 flyttede over i servicebygningen i syv måneder.«
Herre, dame, køkkenafdelingen og vaskehuset er blevet renoveret, og der er blevet bygget to familiebaderum. Prikken over i’et er et nyt stort udekøkken med alle de faciliteter, man finder indendørs, det vil sige ovne, gasblus, vaske, mikroovn med mere. Desuden er det eksisterende udekøkken ved hytterne blevet forbedret.
Grønne tiltag
Campingfatter er også optaget af bæredygtighed og miljøcertificering. Campingpladsen opnåede således miljøcertificeringen ’Green Stay’ til sæsonen 2020. Det handler om LED-pærer overalt, vandsparefunktioner på vandhanerne, jordvarmeanlæg til al brugsvand, ladestandere og affaldssortering i ni fraktioner.
Derudover er der blevet udlagt flere biodiversitetsområder rundt i pladsen.
»Vi har sået 500 kvadratmeter vildtengs-frø i bælter. Sidste år forsøgte vi også, men det gik ikke så godt. I år har vi sået på muldjord, vi har fået kørt hertil,« fortæller Bjarne Nielsen og peger på de unge planter, der skyder op ved kanter og midt på pladsen.