Se kortet: Disse danske dyrlæger hjælper krigens dyr gratis
Dyrlæger over hele landet har tilbudt ukrainske krigsflygtninge at tjekke og behandle deres dyr ganske gratis.

I Danmark forventes det, at op mod 100.000 ukrainere, fordrevet fra deres hjemland og krig og den russiske invasion, vil flygte til ind over den danske grænse.
Mange af de flygtende familier medbringer kæledyr, og som Lokalavisen tidligere har beskrevet, har det fået Dyrenes Beskyttelse til at reagere.
Men det er ikke den eneste dyreorganisation, der stiller tid og resurser til rådighed for flygtningefamiliernes firbenede følgesvende. Danske dyrlæger har meldt sig på banen med et tilbud til ukrainske flygtninge om at tilse deres dyr gratis.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Dyrenes Beskyttelse har sammen med Fødevarestyrelsen og Den Danske Dyrlægeforening lavet en oversigt over de i alt 73 klinikker og dyrlægepraksisser, hvor flygtningene fra Ukraine kan få deres dyr tilset.
Nye dyrlæger kan selv melde sig til listen – og den vokser støt. Klinikker og dyrehospitaler fra dyrlægekæderne Evidencia, AniCura og Vetfamily fylder godt på listen. Den Danske Dyrlægeforening vil også orientere sine 4.350 medlemmer om muligheden.
»Der skal lyde en kæmpe tak til de dyrlæger, der hjælper de ukrainske flygtninge. Det gavner dyrene, men giver også tryghed og ro til deres ejere, der har fået deres dagligdag op med rode,« siger dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse, Yvonne Johansen i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under kortet
En ny situation
De ukrainske flygtninge kan få deres kæledyr med ind i Danmark på grund af en særlig undtagelse fra EU-reglerne og de ellers skrappe indrejsekrav for kæledyr.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse vil de flygtende familiedyr hurtigt få brug for en dyrelæge, da så godt som alle hunde og katte skal vaccineres mod rabies, der i modsætning til Danmark, forekommer i Ukraine.
Samtlige dyrlæger på Dyrenes Beskyttelses offentliggjorte oversigt tilbyder vaccination mod rabies, efterfølgende antistofblodprøve, mikrochipping og sundhedstjek. Flere dyrlæger tilbyder også behandling af akutte sygdomme og skader.
Mange af dyrene skal i en månedlang isolation, som betyder at de skal holdes i huset, luftes i kort snor uden kontakt med andre hunde, og efterladenskaber skal samles op. Fødevarestyrelsen præciserede torsdag, at dyret gerne må bryde isolationen, hvis der er behov for akut dyrlægehjælp, eller dyret skal have rabiesvaccination, ID-mærkning og blodprøver.
Dyreejeren skal dog oplyse dyrlægen om, at dyret pt. holdes i isolation. Det roser Dyrenes Beskyttelse.
»Flygtningedyr er nyt for os alle, så der skal lige styr på processerne. Men det er rørende, at der er så mange dyrlæger, der står klar til at hjælpe dem, og vi nu kan få hjulpet dyrene hurtigere,« siger Yvonne Johansen.
Fødevarestyrelsen har oplyst dyreværnsorganisationerne om, at cirka en procent af flygtninge forventes at havekæledyr med. Ud fra de seneste estimater betyder det, at der kommer omkring 1000 flygtningedyr til Danmark.
De seneste offentliggjorte tal viste, at Ukrainere havde 79 registreret dyr hos styrelsen.