Mosten MC gasser op til Raceday for 25. gang
Det er godt nok et kvart århundrede siden, der der første gang blev drejet på gashåndtaget til Mosten Raceday, men der er absolut ikke noget, der tyder på, at farten bliver sat ned. Tværtimod så er arrangørerne fra motorcykelklubben Mosten MC igen klar med et program fyldt med adrenalin, tung metal fra musikscenerne og helt sikkert en overdådig mængde hygge i Bode Enge, når Raceday 2018 køres i gang fra på torsdag og resten af weekenden.
Stunt og dragracing
Selv om Mosten Raceday i høj grad tiltrækker gæster af begge køn, så er der nok ikke nogen, der vil indvende noget, når man kalder arrangementet for en ’drengerøvsweekend’. Der er da også masser af oplevelser til både den mandlige og kvindelige drengerøv, når for eksempel verdens bedste stuntkører på motorcykel lægger vejen forbi Mosten. Han hedder Mike Jensen, er pæredansk og samtidig regerende verdensmester fra Stunt Masters Cup i Dubai. Han lover desuden, at han løbende har udviklet sit stunt-repetoire, så der burde ligge en stor oplevelse at vente for stunt-entusiasterne.
Er det mere farten, der trækker, så er der naturligvis også rig mulighed for at blive tilfredsstillet på det parameter. Blandt andet ved besøget af Team Neergaard Racing, der igen i år gæster Mosten. Teamet består af far og søn, Stig og Kenni, der kommer med hele tre sande monstre inden for dragracing. Teamet konkurrerer både i Europa og USA, og i 2013 var Stig Neergaard den første i Europa til at tilbagelægge 301 meter på under fire sekunder. Der kommer fart på.
Rock til øregangene
Som altid er der naturligvis også masser af god musik og tung metal til Mosten Raceday. I år det 11. gang, der afvikles Mosten Raceday Music Awards. I år der både rock, blues, country og glamrock på programmet, når de 14 tilmeldte bands smækker gang i spaden. Allerede fra starten af 2018 har Mosten MC fået henvendelser fra bands, der har ønsket at være med i musikkonkurrencen, der har en førstepræmie på 20.000 kroner, og arrangørerne har haft sit hyr med at skære de mange dygtige bands ned til 14. Derfor er der helt sikkert garanti for at få smurt øregangene, mens et kompetent dommerpanel vurderer de enkelte bands. Mosten Raceday Music Award starter på fredag kl. 14.
Du kan se hele det spækkede program for jubilæumsudgaven af Mosten Raceday på www.mosten-mc.dk.