Liv har atter givet liv
Sælunge født i Kattegatcentret i Grenaa
Det er turisthøjsæson og kamp om gæsterne i alle attraktionerne på Djursland. Så i Kattegatcentret i Grenaa er de ikke kede af, at natten til 23. juli, klokken 02.25, fødte Kattegatcentrets spættede sælhun Liv en fin lille sælunge, som nu svømmer livligt rundt i sælernes udendørs naturanlæg.
Optagelser fra et overvågningskamera i sælanlægget viser, at Kattegatcentrets tre sæler lå og sov fredeligt på sælanlæggets lille naturlige strand den første del af natten. Lidt over klokken 2 begyndte Liv at ligge uroligt og efter et par minutter med noget, der lignede kraftige veer, kom den lille ny sælunge til verden.
Straks valgte sælungens far, den spættede hansæl Felix, og sælanlæggets tredje beboer gråsælen Tulle at fortrække fra stranden, og gav dermed den nybagte mor og unge lidt fred. Og fred har mor og barn selvfølgelig brug for, men heldigvis er mor Liv efterhånden en rutineret mor, som gerne giver sin unge mælk på sælanlæggets strand, selvom der står gæster og kigger på.
”Vi har sat et skilt op, som beder gæsterne tage hensyn, når ungen dier på stranden,” fortæller direktør i Kattegatcentret Helle Hegelund og fortsætter; ”Men heldigvis ser det ikke ud til at genere hverken mor eller unge, at der er publikum på, når nogle af døgnets mange måltider indtages på stranden blot få meter fra gæsterne”.
Stor i en fart
Det er ikke så lidt, sådan en sælunge sætter til livs. Den dier kun i 4-6 uger, men sælmælk er utrolig fed, så den kan tage næsten et kilo på om dagen, og efter dieperioden er den faktisk i stand til at klare sig selv.
I Kattegatcentret starter sælungen med at få sild. I starten leger den mest med maden, men den lærer hurtigt at sild er til at spise. I naturen starter sælunger med at spise søstjerner og krabber, som er nemme at fange, inden de begynder at fange fisk som de voksne sæler.
FAKTA:
Faren til den nye sælunge er Kattegatcentrets hansæl, Felix.
Spættede sæler har forlænget drægtighed. Det betyder, at sælerne typisk parrer sig i augustmåned, hvorefter fostret ligger i hvilestadie indtil december/januar, hvor udviklingen fortsættes.
Spættede sæler føder én unge af gangen. Sælungen vejer som nyfødt cirka 10 kg og måler cirka 80 cm. Sælungen kan svømme med det samme, men bevæger sig lidt kluntet i starten.
De første fire-seks uger får ungen en fedtholdig mælk på op til 50 procent fedt, der øger dens vægtmed op til 500-800 gram om dagen. Efter dieperioden må ungen klare sig selv.
Spættede sæler føder deres unger midt på sommeren, hvorfor man i denne periode observerer mange sælunger i naturen. Det er normalt, at sælunger ofte ligger alene på strandbredden oghyler – og derfor kaldes efterladte sælunger også for ”hylere”. Men det betyder ikke, at de er blevetefterladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene iflere timer. Men menneskers færden i nærheden af ungen kan forhindre, at moren vender tilbage, og derfor er det vigtigt, at man lader ungen være. Hvis sælen er ilde tilredt, har sygdomstegneller er alvorligt skadet, skal man ringe til Dyrenes vagtcentral på 1812 eller til Naturstyrelsen.