Kulturaften med masser af oplevelser
Fredag er en stribe kulturaktører i aktion i Grenaa
Der er lagt op til en livsglad Kulturaften i Grenaa, når en lang række kulturaktører træder sammen og skaber kulturoplevelser for alle fredag 28. september.
”Det er meget opmuntrende at se, hvilket flot program en god blandning af frivllige kræfter og forskellige kulturaktører kan skabe sammen til en kulturaften i Grenaa. Jeg håber, at der er mange borgere, der vil støtte op om dette initiativ og engagement og benytte sig af at komme rundt i byen og få lokale kulturoplevelser, der er til gavn og glæde for os alle,” siger formand for Kultur- og fritidsudvalget Lars Østergaard, (V).
Kulturnatten bliver nu afløst af Kulturaften Grenaa, hvor en bred gruppe af aktører har lagt nye tanker og ideer i et fælles kulturarrangement. De har blandt andet valgt at placere datoen til den sidste fredag i september, fordi det passer bedre til aktørernes årshjul men også fordi det gav mulighed for at samarbejde med andre begivenheder i byen såsom Frivillig Fredag, der foregår klokken 14-17 på Torvet og ShopiCity, der holder længe åbent og arrangerer det berømte derby - kæphestevæddeløb samme aften.
Fest og farver
Kulturaftenen byder på masser af sang og musik, når både de unge sangtalenter fra Grenaa Gymnasium stiller op både i teltet på Torvet, i Arresten og i Museum Østjylland. De unge talenter fra Kulturskolen spiller også ad flere omgange i teltet med professionelle. Derudover giver den tidligere kollektivist Jens Falck koncerter med numre fra den tid som flere sikkert vil kunne synge med på. I kirken er der også kendte numre, når sognepræst Peter Danielsen synger numre af Johnny Cash og Leonard Cohen og i Baunhøj Mølle kan man få sig en svingom med folkedanserne til Djurslands Spillemænds toner.
Museum Østjylland udgiver denne aften Det flyvende hjertes sangsbog, der består af en samling af sagne, der blev skrevet i årene 1970-1980 i kollektiverne på Djursland. For at komme i den rette stemning serveres der derfor ganske gratis varm linsegryde og livsglade brune ris.
Bølle Bob på gaden
Grenaa Amatørteater optræder i gadebilledet når man mindst venter det med glimt fra dere aktuelle forestilling om Bølle Bob og hvis man selv skulle få lyst til at ændre karakter og klæde sig ud, har de medbragt nogle af deres mange flotte kostumer til Museum Østjylland, hvor man kan få lov at prøve dem. På museet kan man også få sig en fortælling, når Norddjurs Biblioteker tilbyder højtlæsning i løbet af aftenen og slutter af med en godnatlæsning for voksne.
Hvis det ikke er nok at drømme sig tilbage til hippietiden, så er det også muligt at være retro på Grenaa Egnsarkiv, hvor arkivet i et samarbejde med frimærkeklubben og Slægts- og lokalhistorisk forening tilbyder, at man kan sende en gammeldaws hilsen med frimærke og postkort.
Hvis man vil tilbage til nutiden, så er der gang i den i Arresten, hvor det nye musikstudie indvies og Kulturskolen inviterer ind til at være med til at male og tegne så en udstilling kan blive skabt i løbet af aftenen.