Letbanen igen ramt af aflysninger og forsinkelser

Aarhus Letbane er igen ramt af problemer og kører derfor mandag morgen med nedsat drift.

Artiklens øverste billede
Foto: Jens Dresling

De østjyske passagerer, der mandag morgen havde tænkt sig at køre med Aarhus Letbane, må i stedet væbne sig med en vis portion tålmodighed.

Der er nemlig mandag morgen opstået problemer med letbanens styringssystem, og derfor kører letbanen lige nu med nedsat drift.

Det oplyser Midttrafik.

»Vi forventer desværre, at det vil vare resten af dagen,« lyder det i en kort melding på Midttrafiks hjemmeside.

Direktør for Aarhus Letbane, Michael Borre, bekræfter over for TV 2 Østjylland, at der er aktuelt er problemer med letbanens it-systemer.

Mandag morgen har budt på minusgrader rundt om i hele landet – og selvfølgelig også i Østjylland. Tidligere har det været en direkte årsag til både aflysninger og forsinkelser. Men i en sms til TV 2 Østjylland afviser Michael Borre, at it-udfordringerne skyldes frostgraderne.

Britta Charmig fra Midttrafiks pressetjeneste bekræfter over for Lokalavisen.dk, at it-problemerne forventes at vare resten af dagen.

Men udfordringerne skyldes ikke frostgraderne, understreger Charmig.

»Det er desværre sådan, at vi forventer, at it-problemerne faktisk vil vare resten af dagen. Men det er ikke på grund af frostgraderne. Det er da mega uheldigt, at når frosten så ikke driller, så er der i stedet tekniske problemer,« siger Britta Charmig.

Det er letbanens informationssystem, der er udfordringer med i øjeblikket.

Midttrafiks pressetjeneste opfordrer til, at man tjekker Midttrafik.dk, inden man tager afsted. Her vil det løbende blive opdateret, hvilke strækninger der er mest udfordret.

På appen Midttrafik Live og Rejseplanen fremgår det, hvilke afgange der er aflyst.

Det er dog ikke muligt at danne sig et overblik over forsinkelser på Midttrafik Live, påpeger Charmig.

»Vi må selvfølgelig også henvise til de alternativer der er: Busser og lignende,« slutter hun.

Du kan holde dig opdateret på aflysninger og forsinkelser på appen Midttrafik Live og Rejseplanen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen