Kronospan-branden: Beredskabsdirektør afviser evakuering

Der bliver løbende holdt øje med udviklingen af røggasser under nedbrændingen af kæmpe træbunke ved spånpladefabrik. Lige nu er der ikke fare på færde, siger Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl.

Artiklens øverste billede
Røgen kommer til at hænge over Pindstrup mange dage endnu, lyder det fra beredskabsdirektøren. Foto: Stefan Broxgaard

Røgen og røglugten hænger tungt over flere dele af Pindstrup i disse dage, efter at en kæmpe brand udviklede sig i en stor bunke trærester ved Kronospan Træindustri A/S.

Og den kommer til at hænge der i rigtig lang tid, forsikrer beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl. Han er beredskabsdirektør for Østjyllands Brandvæsen der arbejder sammen med Beredskab & Sikkerhed, der er det fælleskommunale beredskab, som ejes af Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner.

Der har været tanker ude om, at man skal evakuere personer i Pindstrup, der har dårlige luftveje, men det afviser Kasper Sønderdahl indtil videre.

»Beredskabsstyrelsen kontrollerer løbende røggasserne og indtil videre er der ikke tegn på, at det er giftigt eller farligt, så der er ikke grund til at evakuere,« siger han til Adresseavisen Syddjurs.

Og tilføjer:

»Men viser der sig det mindste, så reagerer vi naturligvis med det samme.«

Han forudser at røgen og røglugten kommer til at hænge over Pindstrup i mange dage endnu.

»Vi foretager en kontrolleret nedbrænding og forsøger at holde ilden væk fra siloer og andre bygninger i området og det kommer til at tage mange dage.«

Hvis du føler dig generet af røgen

Østjyllands Politi har i løbet af onsdag udsendt dette budskab til borgerne i Pindstrup.

»Ilden fra den større bunke træspåner giver en del røg, og den kan være sundhedsskadelig, hvis du indånder den.

Hvis du bor eller opholder dig i området og føler dig generet af røgen - så søg væk fra den. Gå evt. indenfor og luk døre, vinduer og ventilation.

Får du det dårligt, efter du har været i røgen, så kontakt din læge eller vagtlægen.

Brandvæsnet arbejder intenst på at slukke branden, men de vurderer, at der formentligt går flere dage, inden den er slukket.

Vi følger løbende udviklingen og opdaterer, når der er nyt om branden.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen