Ebelfestival: Solen strålede over Ebeltoft

På en stormfuld torsdag så det længe ud som om, at festivalen ville gå endnu en regnvåd dag i møde. Så brød solen igennem.

Artiklens øverste billede
Ebelfestival tog sig godt ud på en dag med både høj sol, kraftig blæst og lækker mjød. Foto: Mark Sigetty Bøje

Det er en rigtig efterårsmorgen. Byen er søvnig og våd, og en kølig dis hænger vådt over Ebeltofts gader. Klokken er 9.30, og snakken fra byens handelsdrivende flyder spredt henover Adelgade, mens varer og standere rulles ud af butikkerne. Græskar, blomster og halm griner på gadehjørnerne, men festivalens udstillere pakker deres træskure ud.

»Skål!« Lyder det fra det store telt på Jernbanegade. I midten af teltet står en gruppe rødklædte herrer. De er nogle af de mange frivillige, som er synlige over hele byen i denne uge.

»Det er æblesaft, vi drikker,« siger en af mændene, og høster en spredt latter.

»Det er ren æblesaft, vi skal bare lige smage, om kvaliteten er i orden,« forsikrer en anden.

De sænker de små plastikglas, og spreder sig rundt i teltet for at gøre de forskellige stationer i teltet klar til åbningen klokken 10.

Æblepressen og æblemosttapningen var som sædvanlig en stor attraktion. Foto: Mark Sigetty Bøje

Morgenkaffe i det store telt

Længere oppe i byen fortsætter forberedelserne. Udstillernes små træhuse løber langs den brostensbelagte gade ved Bryggertorvet. I et af dem har et ægtepar fra Trustrup forskanset sig. De mange nisser og dekorationer, der burde stå ude foran boden, er alle presset ind i standen i læ for regnen. Som i en lille hule sidder de to udstillere i hjørnet med en termokande og to kopper, og venter tålmodigt.

»Det er lidt svært at have det hele stoppet ind her. Vi ser tiden an, og håber, at det klarer op omkring middag.«

Et sted, der ikke venter på vejret, er det store telt i den anden ende af torvet. Lyset fra teltet skinner varmt bag teltdugens plastikruder, og lover om læ og varme. Duften af æbleskiver siver lokkende ud fra indgangen til teltet, og det virker. Indenfor har flere gæster allerede taget plads omkring bordene til stor glæde for de frivillige i teltet.

»Prøv at se, hvor dejligt det ser ud ved bordene,« siger en af medarbejderne i caféen.

Den søde duft af bagværk og kaffe smitter af på stemningen i det lune telt. Snakken falder på æblepresseteltet, og det vækker genkendelse hos kvinderne bag caféboden.

»Dem kender vi godt. Det er vores mænd. Det er jo det, der giver et godt sammenhold i byen. Lige meget hvem man er, eller hvor man er, så hjælper vi hinanden. Og det er jo så fint at mændene kan stå dernede og presse æbler, mens vi står heroppe. Så har vi også noget at snakke om, når vi kommer hjem,« siger kvinderne anført af forkvinden Kirsten Harvig.

Foto: Mark Sigetty Bøje

Masser af sjov for børnene

Udenfor lader regnen ikke til at stoppe, selvom der er blevet lovet godt vejr over middag. Nede ved Fregatten blæser det ovenikøbet kraftigt, men det påvirker tilsyneladende ikke de mange børnefamilier, der er dukket op til dagens første teaterforestilling i auditoriet. Der meldes om stort set udsolgt.

Forestillingen ”At være for lille” handler om en lille, fræk kylling, der synes, at livet kan være lidt svært, når man er for lille til at være sammen med de store. Skuespiller Pia Lund Andersen fortryller de små med en indlevende forestilling på et smukt bagtæppe. Efterfølgende er størstedelen af børnene også henne at hilse på skuespilleren og især den lille kylling.

»Vi er på besøg fra Nordjylland, og jeg har fået æren af at tage mit barnebarn Iben med til teater,« fortæller Birgit Højholt Petersen, der virker meget glad for beslutningen om at tage afsted.

»Iben har lige sagt til skuespilleren, at kyllingen var rigtig sød. Iben bliver tre i morgen, og hun var meget optaget af det, og sad helt musestille. Bare de der smukke tæpper... helt utroligt,« siger hun.

Teaterstykket og scenografien har da også en helt særlig historie. Det kan du læse mere om her.

Der var stort set udsolgt til teaterstykket "At være for lille" i Fregatten Jyllands auditorium. Foto: Mark Sigetty Bøje

Børneteltet var et populært stop for mange af festivalens gæster. Foto: Mark Sigetty Bøje

Biler lavet af legeplads

Der er nok af tilbud til børnene rundt omkring i byen denne dag. Ingen steder er det mere tydeligt end i det store børnetelt i Fedt Mikkels Gang. Her har børnene mulighed for at lave farverige vokslys eller deres helt eget maleri på et lille lærred. Inde i teltet hænger en tung duft af pandekager og æblegløgg, og i den ene ende af teltet er der kø til ansigtsmaleren.

»Vi bor i Vejlby-Risskov, og har sommerhus ude i Handrup Bakker, så har vi børnebørnene til låns her i dag. Den ældste han sidder ovre, og maler lige nu, og så kunne lillesøster lige nå at få sådan en ansigtsmaske her,« siger Steen Ehlers, mens barnebarnet Wilma bliver ansigtsmalet.

»Vi var herinde i går også. Det var faktisk mest herinde i børneteltet. Ellers har vi vejret rundt i byen og se udsmykninger og udstillinger, og så har vi stemt på næste års plakat.«

»Vi har lavet over 200 biler, så det er jo en succes. Børnene er glade og dygtige.«

Tore Abbednæs

Omkring klokken 12.30 bryder solen for alvor igennem, og lyser pladsen foran Maltfabrikken helt op. Der er fuldt hus i restauranten, men flere gæster er også søgt ned til træværkstedet. Det er der en helt særlig grund til

.»Vi har lavet legeplads for Maltfabrikken og BMA. Det er vi ved at være færdige med, og vi har en masse træ tilovers. Derfor kan man komme ind i værkstedet i dag og lave en gratis bil, og give den lidt olie,« fortæller initiativtageren Tore Abbednæs, der er en af de fire selvstændige tømrere, der driver værkstedet.

Selvom arrangementet ikke er tænkt som en del af festivalen, har værkstedet været et populært stop for flere af byens gæster i løbet af dagen. Den nye legeplads indeholder blandt andet nogle store træbiler, og derfor faldt valget på lige netop den figur.

»Vi har lavet over 200 biler, så det er jo en succes. Børnene er glade og dygtige.«

Foto: Mark Sigetty Bøje
I værkstedet ved Maltfabrikken fik drenge og piger mulighed for at lave træbiler, som de blandt andet pudsede, udsmykkede og gav olie. Foto: Mark Sigetty Bøje
Foto: Mark Sigetty Bøje

Bedre end nogensinde

På Jernbanegade kværnes der fortsat æbler på livet løs. Solen banker igennem, og ligeså gør vinden, der river i telte og bannere. Æblepresseteltet er pakket, mens folk ivrigt følger med i kværneprocessen. Æblepressen sprutter og hoster, da en af de frivillige fodrer kværnen med endnu en spand æbler.

Den sødlige og gærede duft fra æbleskrællerne, hænger så tykt i luften, at den næsten kan smages. Saften fra æblepressen løber gennem maskinens slanger, for til sidst at flyde ud i en stor balje, hvorfra den tappes på flaskem til stor fornøjelse for tilskuerne.

»Der var fuldt hus alle steder. Så der har været flere mennesker end der nogensinde har været, så det er dejligt.«

Palle Erik Rasmussen, formand for Ebelfestival

»Det er sjovt at se, hvordan det bliver til sådan noget. Vi skal helt sikkert have et par flasker med hjem,« siger Hanne Fogh, der er på efterårsferie i Ebeltoft med familien.

»Men det larmer godt nok meget,« griner hendes datter Christina.

Ebelfestival slutter på lørdag, hvor vinderen af næste års plakat bliver trukket. Ifølge formanden for Ebelfestival, Palle Erik Rasmussen har det været en perfekt uge.

»De første dage var der jo så mange, at folk næsten stod i kø, og personligt havde jeg nogle gæster på besøg, og det var faktisk umuligt at finde et sted, hvor man kunne få noget at spise. Der var fuldt hus alle steder. Så der har været flere mennesker end der nogensinde har været, så det er dejligt.«

Palle Erik Rasmussen vurderer, at festivalen, når ugen er omme, vil have haft besøg af mere end 70.000 gæster.

Lidt over middag brød solen som lovet, for alvor igennem over Ebeltoft. Foto: Mark Sigetty Bøje
I æblepresseteltet var der også mulighed for at smage på de forskellige sorter af æbler. Foto: Mark Sigetty Bøje
Det lille tog var igen oppe at køre, til stor glæde for de mange børnefamilier.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen