Nyt savværk i landsby-ejendom i Bode

Firmaet ”Brokær og Far ,Savværk og Tømrer” er klar til at tage imod kunderne.

Artiklens øverste billede
Det ny savværk er etableret på ejendommen Bodevej 7. Brokær og Far, Savværk og Tømrer er klar til at løse alle de opgaver, som kunderne kommer med. Privatfoto

Nu kan alle der har brug for godt, gedigent tømmer til et byggeri derhjemme på matriklen køre en tur til Bode, den lille hyggelige landsby, der ligger mellem Ørsted og Allingåbro.

På adressen Bodevej 7 har 22-årige Kristoffer Brokær Jørgensen sammen med sin far Michael Jørgensen etableret et savværk, der er klar til at tage imod kunder.

Kristoffers forældre er fra henholdsvis Udby og Holbæk i det vestligste hjørne af Norddjurs Kommune.

Efter en kort afstikker uden for kommunegrænsen vendte familien tilbage til det gamle Rougsø, hvor Kristoffer har haft sin opvækst og skolegang.

Søn og forældre bor nu på hver sin side af Bodevej kun 200 meter fra hinanden.

Mange kompetencer

Kristoffer havde sit første rigtige job i Djurs Sommerland hvor han skulle passe forskellige forlystelser.

Siden kom startede han på elektriker-uddannelse men sprang hurtigt over til at vælge tømrerfaget i stedet.

Han er udlært ved Djurs Byg og har siden arbejdet i firmaet Schnell ApS i Aarhus, hvor han stadig har sin gang mens han er startet som selvstændig.

Farmand Michael er uddannet maskinarbejder og har været på Ålykke og på Dronningborg, til de lukkede.

I dag arbejder han som jord- og betonarbejder hos firmaet P.H. Jensen.

Gør det selv

Ideen med at kaste sig over en fælles virksomhed kom til verden, da Kristoffer ville gøre en drøm om at bygge et træhus til sig selv til virkelighed.

»Priserne på tømmer var jo røget helt til tops under coronaen og der er de jo blevet. Så jeg tænkte, at måtte kunne gøre noget selv,« fortæller Kristoffer Brokær Jørgensen.

Det gjorde den unge iværksætter i den grad.

Sammen med sin far fandt han et bånd-savværk der var til salg ved en forhandler på Fyn.

Handlen kom hurtigt i hus, og nu er savværket efter nogle måneder kommet hjem og etableret på ejendommen på Bodevej 2.

»Vi fik fat i nogle stammer og efter få fire dage var vi i gang med at skære. Vi tænkte, at det måtte vi da kunne lave en skilling på,« fortæller Kristoffer Brokær Jørgensen.

Mange opgaver

Det blev starten på familieforetagendet ’Brokær og Far’.

Et helt naturligt valg, med Kristoffers mellemnavn Brokær – og så er ”Far” jo ligeså logisk.

»Vi er ved at opbygge et lille lager, så vi altid har det mest gængse til at ligge til plankeværker, småskure og lignende. Og så kan vi jo lave alle dimensioner indenfor savværkets rammer,« konstaterer den 21- årige tømrer, der har store forhåbninger til fremtiden.

Brokær og Far skærer primært i rødgran, Douglas og lærketræ men venter snart også at have egetræ hjemme.

»Hvis folk har en ide til et stykke tømmer, så ser vi på om det ikke er noget vi kan få til sat lykkes. Det tager 10 minutter at stille saven om, så er vi klar til en ny opgave,« noterer Kristoffer Brokær Jørgensen.

Udover at kunne skære tømmer ud så er Brokær og Far også klar med faglig rådgivning.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen