Nyt købmandskoncept åbnede i landsby

Feldballes nye købmandsbutik skal inspirere andre lokalsamfund til at få en købmandsbutik tilbage.

Artiklens øverste billede
Jonathan Hvidbjerg og 15 andre frivillige var klar til at åbne Feldballes købmandsbutik, Kooperativet. Foto: Kåre Viemose

Et nyt samarbejde mellem Kooperativet Feldballe og Coop skal gøre det nemmere for borgerne i mindre lokalsamfund at drive en dagligvarebutik. Og det blev markeret med en åbning fredag 24. september.

Lokalerne i den tidligere købmandsbutik var proppet, da talerne gik på. Godt 50 personer kunne høre Riber Hog Anthonsen (V), der er formand for udvalget for plan, udvikling og kultur der ønskede alle de frivillige og borgerne i Feldballe og omegn tillykke i sin tale.

Coop giver en ekstra håndsrækning til den nye købmandsbutik på 150 kvm, der deler de nyrenoverede lokaler på i alt 387 kvm med bageren ”Simons Brød” og specialforretningen ”Kalø Whisky & vin”, samt et kontorfællesskab.

Tine Valbjørn Andersen fra bestyrelsen scanner en vare under åbningen. Foto: Kåre Viemose

Andre kan bruge det

Håbet er at Coop gennem den læring, som samarbejdet med Kooperativet giver, kan skalere konceptet ud til andre mindre byer.

Nicolai Houe fra Coop AMBA’s bestyrelse takkede alle de frivillige for den første del af et spændende samarbejde, som både ham, men også deres formand Lasse Bolander har store forventninger til.

»Det er netop her vi håber, at Kooperativet kan være en inspiration for andre landsbyer. Coop har kæmpet med at få deres forsyningsenheder og systemer skaleret ned, så de kan levere til små selvstændige butikker som vores,« forklarer Jonathan Hvidbjerg.

Efterfølgende blev det store butiksskilt indviet med bobler og snacks fra masser af lokale leverandører.

Nicolai Houe fra Coop AMBA’s bestyrelse Foto: Kåre Viemose

Butik for alle

I to år har de cirka 1000 borgere i landsbyerne Feldballe og Tåstrup på Djursland været uden en lokal dagligvarebutik. En gruppe ildsjæle fra lokalområdet har nu taget sagen i egen hånd, og nu er borgerbutikken Kooperativet i Feldballe officielt åbnet.

Den fysiske butik vil have et basisudvalg af dagligvarer, som Coop leverer fra sit store sortiment, og lokale varer fra foreløbigt ti forskellige leverandører i lokalområdet. Kooperativet Feldballe er ansvarlig for driften af butikken, som også bliver et fælles udleveringssted for online dagligvarer fra Coop.dk Mad.

»Vi har indrettet butikken, så alle borgere i byen kan finde noget til dem. I midten finder du varerne fra lokale leverandører og ude i siderne finder du de gængse varer,« fortæller Jonathan Hvidbjerg, der som medlem i bestyrelsen er en af drivkræfterne i andelsselskabet, der skal drive købmandsbutikken i Feldballe.

Feldballes nye købmandsbutik, Kooperativet har både traditionelle varer og friske varer fra lokale leverandører. Og så kan du bestille varerne til levering i butikken via en app. Foto: Kåre Viemose

Allerede nu har godt 15 frivillige vagter i butikken, hvor det lige så meget handler om at drikke en kop kaffe og være tilstede, når borgerne kommer ind.

»Vi sætter med vilje flere folk på, og håbet er, at du føler dig velkommen, når det er din nabo der scanner varerne til dig,« fortæller Jonathan Hvidbjerg.

Crowfunding

Butikken er næsten på plads, men der mangler det sidste, og her skal Coop Crowdfunding hjælpe. Kooperativet har netop startet en crowdfunding kampagne, som skal rejse penge til fryser, kølemontre og varmepumpe.

Her kan alle støtte projektet ved at købe såkaldte rewards i form af foredrag, rundvisning, fermenteringsworkshop eller klippekort til surdejsbrød i butikken.

Læs meget mere på https://crowdfunding.coop.dk/project/1360

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen