Viden Djurs speed dating gav elever en forsmag på fremtiden

Særligt 3D-branchen var eftertragtet, da elever og virksomheder bejlede til hinanden torsdag formiddag i Grenaa.

Artiklens øverste billede
3D-virksomheden Innopixel var enormt populær i løbet af dagen. På billedet ses CEO Michael Lundorff Hansen. Foto: Anette Nymark Rasmussen

Viden Djurs legede Kirsten Giftekniv, da de i sidste uge afholdt et speed dating arrangement for studerende og virksomheder. Succeskriteriet var dog ikke blot at finde et match. Ifølge Mille Birch Holm, der er virksomhedskonsulent hos Viden Djurs, var håbet først og fremmest, at arrangementet ville være en aha-oplevelse for de unge, og at de ville gå derfra med et nyt perspektiv på deres fremtidige muligheder.

»Samtidig handler det dog også om at lære eleverne, at de skal turde at spørge, og at de skal øve sig i at præsentere sig selv for virksomheder. Det er en rigtig god øvelse, men forhåbentlig er de også blevet klogere på hvilken vej de skal gå,« fortalte hun.

»Det er både en mulighed for at se hvilke job der er, men ligeså meget for at øve sig i at præsentere sig selv.«

Michael Meyer, studerende, 3D-college - Campus Djursland

Samtidig var tanken også, at virksomhederne ville få en masse ud af arrangementet.

»For virksomhederne handler det om at rekruttere tidligere. Blandt andet fordi, at de efter corona har haft sværere ved at finde arbejdskraft, og færre ansøgere,« sagde Mille Birch Holm.

Alle elever under Viden Djurs var inviteret til arrangementet.

»Vi har vores Kalø landbrugsskole, vores medieafdeling, der kommer med 120 elever. Alle vores merkantile elever kommer og vores værkstedselever. Aldersgruppen er helt fra 15 år og op til 53 år, som jeg mener, den ældste er lige p.t. Så der er masser af gode muligheder for at finde et match.«

Fremtiden er i 3D

En stor del af de studerende der deltog i arrangementet, var fra Viden Djurs 3D-college. For flere af de studerende var dagsordnen derfor også åbenlys.

»Jamen vi kommer begge to fra en 3D-specifik uddannelse, så det er primært 3D vi er interesserede i,« sagde Antimo Mautone. Han blev bakket op af sin studiekammerat Michael Mayer, der påpegede, at det i høj grad også handlede om at få en større forståelse af, hvilke jobmuligheder der er for sådan nogle som dem, og så for at netværke.

»Vi vil gerne have skæve typer med en skæv hjerne.«

Michael Lundorff Hansen, CEO, Innopixel

»Vi har fået at vide, at det er en god idé at komme ud og lære at præsentere os selv. Så det er både en mulighed for at se hvilke job der er, men ligeså meget for at øve sig i at præsentere sig selv,« fortalte Michael Meyer.

Fire 3D-virksomheder var repræsenteret på dagen. Derfor var der også stor interesse for de virksomheder, der havde 3D på programmet.

»Nu har vi lige været ovre og kigge på Innopixel. Det virkede meget interessant, så det er helt klart godt med det her arrangement,« samstemte de.

Skæve typer søges

At der var stor interesse for især 3D-virksomhederne kunne ses på den kødrand af tilskuere, der stod rundt om virksomheden Innopixels bord. Innopixel, der er baseret i Odense, laver alt indenfor ny teknologi. Blandt andet digitalisering af oplevelser på museer.

»Det hele det drejer sig om at få lavet noget rigtig lækkert grafik,« fortalte Michael Lundorff Hansen, der er CEO for Innopixel.

»For eksempel har vi lavet et location based spil til museerne i Fredericia. Hvor man går rundt på voldene og finder artefakter fra krigstiden. Når man har fundet dem, så får man fortalt historien. På den måde bliver historien aktiv.«

Et arrangement som Viden Djurs speed dating handlede for Michael Lundorff Hansen i høj grad om de studerende. Også fra Innopixels side.

»Vi er her, fordi vi som virksomhed har en strategi om at inddrage studerende. Så egentlig for at give dem muligheden for at blive mere jobparate. Og så fordi vi altid er på udkig efter nogle gode sparringspartnere til projekter.«

Der er ifølge Michael Lundorff Hansen en helt bestemt type, de altid leder efter hos Innopixel.

»Vi vil gerne have skæve typer med en skæv hjerne. Det vi lægger vægt på, er at de har den kompetence, der skal til for at løfte nogle konkrete og komplekse opgaver. Vores erfaring er, at dem der er meget fokuserede, og måske lidt introverte, de er meget fokuserede på at løse lige præcis den opgave de får. Det har vi set store resultater med tidligere.«

Samlet deltog over 500 elever og 27 virksomheder i Viden Djurs speed dating arrangement.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen